Skip til primært indhold

Regionsrådet i Region Syddanmark giver mandat til at sætte dagbod på pause

Om en måned skal den første bygning i hospitalskroppen på det nye OUH afleveres, men totalentreprenøren mener, at flere forhold er kommet i vejen for tidsplanen. Regionsrådet i Region Syddanmark har derfor givet mandat til at sætte dagbodskravet på pause, mens Projektorganisationen for Nyt OUH ser på entreprenørens krav.

Billede af ryggen af en medarbejder, der går ned ad en hospitalsgang på det nye OUH.

En medarbejder på en af gangene i byggeriet på det nye OUH. Foto: Region Syddanmark

Gulvene er lagt, væggene er malet, og loftsøjler og andet inventar er installeret i store dele af den hospitalsbygning, der løber langs letbanen ved det nye Odense Universitetshospital. Det er bygningen, der bl.a. rummer centrale laboratorier, intensivstuer, kirkerum og madtorv.

Men der er stadig installationer og andet arbejde, der mangler at blive færdiggjort, før en aflevering af den centrale bygning kan finde sted.  

Totalentreprenøren erkender, at det bliver umuligt at nå det resterende arbejde inden 31. juli, hvor afleveringen af den første bygning ifølge den nuværende aftale skal finde sted. Blandt andet har konkurser hos to af de største underentreprenører – med hjemsendelse af flere hundrede medarbejdere til følge – gjort det svært at opretholde den nødvendige fremdrift.

Det italienske konsortium Odense Hospital Project Team (OHPT) har bedt om ekstra tid til at nå i mål. Ifølge OHPT er begrundelsen for ønsket om mere tid bl.a. tidskrævende myndighedsgodkendelser, ændringsønsker fra Region Syddanmark, andre entreprenørers arbejde i området og usædvanlige vejrforhold.

Regionsråd pauserer dagbodskrav

Kravet om ekstra tid ærgrer regionsrådsformand Bo Libergren (V), om end det ikke kommer bag på ham. Der har gennem længere tid været dialog om tidsplanen mellem Projektorganisationen for Nyt OUH og OHPT.

Regionsrådet har mandag givet mandat til at pausere det dagbodskrav, der træder i kraft 3. august, hvis ikke bygningen bliver afleveret.

- Jeg har i et stykke tid været bekymret for, om tidsplanen kunne holde, og totalentreprenøren har erkendt, at det bliver mere end svært at nå første aflevering. Vi vil nu vurdere, om OHPT’s krav er berettigede, og mens vi undersøger det, har vi med regionsrådets beslutning mulighed for ikke at kræve dagbod, siger Bo Libergren.

Arbejdet med at færdiggøre bygningerne fortsætter, mens der bliver forhandlet på kontorerne hos OHPT og regionens projektorganisation.

- Det går dag for dag fremad for byggeriet, og det glæder jeg mig over. Men jeg erkender, at der nok kommer en forsinkelse. Jeg havde selvfølgelig håbet, at det var lykkedes at indhente det tabte, men bl.a. to store konkurser har vist sig at have haft store konsekvenser for OHPT. Vi vil som en del af forhandlingerne nu vurdere, hvilken betydning OHPT’s krav har for den samlede tidsplan, siger Bo Libergren.

Forsat ret til dagbod fra 3. august

En eventuel pausering ændrer ikke på, at Region Syddanmark fortsat er berettiget til at kræve den fulde dagbod – altså fra den oprindeligt aftalte dato 3. august. Skulle det vise sig, at totalentreprenøren har helt eller delvist ret i nogle af de angivne krav, kan der ske en reducering af dagbodsstørrelsen, og det er den, regionen ønsker at få på plads, før der sker en modregning af dagboden.

Regionsrådets mandat giver mulighed for en pausering i op til fire måneder. Det er dog endnu uvist, om man vil gøre brug af muligheden.

Vil analysere krav

Projektdirektøren for Nyt OUH, Kenneth Holm, vil nu bruge de næste måneder til at gennemgå de krav, totalentreprenøren er kommet med.

- Dagbod er et markant kontraktligt værktøj. Derfor skal vi være helt sikre i vores sag, inden vi opkræver dagbod. Vi skal undersøge helt til bunds, om der skulle være dele af OHPT’s krav, der kan anerkendes, inden vi modregner. Det arbejde er vi allerede i gang med, siger han.

Det vides ikke, hvor længe analysearbejdet vil vare.

Fakta om dagbod

Dagbodsvarsel og dagbod er et almindeligt greb i byggebranchen, når der opstår en bekymring for eller en situation, hvor aftalte deadlines ikke kan overholdes.

Region Syddanmark varslede i februar 2026 OHPT dagbod, efter en konkurs hos en stor underentreprenør gav bekymring for, om afleveringstidspunkterne kunne nås.

Dagboden på den bygning, der ifølge den nuværende aftale skulle afleveres 31. juli 2026, er ca. 500.000 kroner pr. dag.

Der har tidligere været varslet dagbod for byggeriet i forbindelse med en tidligere aftalt afleveringsdato. Dagbodskravet indgik siden i en aftale mellem OHPT og Region Syddanmark om ny tidsplan og økonomi i november 2024.

Fakta om aflevering

Den del af det nye OUH, som OHPT er totalentreprenør på, er inddelt i seks delprojekter. De skal ifølge den gældende aftale afleveres enkeltvis i perioden 31. juli 2026 til 19. februar 2027.

Gældende afleveringsdato for første bygning er 31. juli 2026.

APPFWU02V