Skip til primært indhold

Region Syddanmark støtter forskning i bedre patientforløb og psykiatrisk behandling

Regionsrådet i Region Syddanmark har godkendt, at syv forskningsprojekter modtager i alt 5,3 mio. kr. til forskning i sammenhængende patientforløb og bedre behandlingstilbud i psykiatrien. Pengene kommer fra to nye regionale forskningspuljer, der skal bidrage til at udvikle fremtidens sundhedsvæsen.

En digital løsning til kronisk smertebehandling, en undersøgelse af hjemmebehandling med antibiotika og en digital database, der skal hjælpe med at identificere tegn på spiseforstyrrelser. Det er tre af de forskningsprojekter, som regionsrådet har besluttet at tildele midler på deres møde den 22. juni 2026.

I alt syv forskningsprojekter modtager samlet 5,3 mio. kr. fra Region Syddanmarks forskningspuljer.

Regionsrådsformand Bo Libergren (V) ser regionens uddeling af forskningsmidler som en vigtig investering i fremtidens sundhedsvæsen:

- Forskning er afgørende, hvis vi skal udvikle et sundhedsvæsen, der kan gå fremtidens udfordringer i møde. Med disse midler investerer vi i ny viden, der kan være med til at skabe bedre patientforløb, styrke kvaliteten i behandlingen og sikre, at vores sundhedsvæsen udvikler sig til gavn for borgerne. Det gælder både for patienter med fysiske sygdomme og for patienter med psykiske lidelser.

Bedre patientforløb i fokus

Fem projekter fordelt på forskere på Sygehus Lillebælt og Odense Universitetshospital modtager tilsammen 4,353 mio. kr. fra den nyoprettede pulje for forskning i det sammenhængende sundhedsvæsen. (Få mere info om de fem projekter i pkt. 19 i regionsrådets referat).

Den nye pulje skal støtte forskning, der udvikler og afprøver løsninger, som kan skabe bedre sammenhæng for patienter på tværs af sygehuse, kommuner og almen praksis i tråd med ambitionerne i sundhedsreformen.

Der var i alt 13 kvalificerede ansøgere til puljen, der i 2026 samlet set havde mulighed for at uddele 5 mio. kr. De resterende midler på ca. 0,6 mio. kr. overføres til den regionale frie forskningspulje, der uddeler midler i vinteren 2026.

Bedre data skal styrke behandling i psykiatrien

Derudover får to projekter støtte på i alt 0,986 mio. kr. fra regionens anden nyoprettede pulje for forskning i psykiatri. Projekterne fordeler sig på to sygehuse i regionen – Sygehus Lillebælt og Odense Universitetshospital. (Få mere info om de fem projekter i pkt. 19 i regionsrådets referat).

Den nye pulje inden for psykiatrien har fokus på forskning, der kan styrke behandling, pleje og diagnostik og skabe mere sammenhængende og effektive forløb for mennesker med psykiske lidelser.

Der var i alt 13 kvalificerede ansøgere til puljen, der i år samlet set havde mulighed for at uddele 2,4 mio. kr. De resterende midler på 1,4 mio. kr. vil blive overført til psykiatripuljens uddeling i foråret 2027.

Regionsrådsformand Bo Libergren siger:

- De projekter, der nu modtager støtte, er udvalgt på baggrund af deres høje faglige kvalitet og deres potentiale til at skabe værdi for både patienter og sundhedsvæsenet inden for de to puljers rammer. Vi glæder os til at se den forandring og de resultater, som de syv projekter hver især kommer til at bidrage med.

Fakta

Forskningsmidlerne er en del af Region Syddanmarks samlede forskningsindsats. Der afsættes årligt ca. 65 mio. kr. til forskning på regionens sygehuse i samarbejde med praksissektoren og kommunerne. Formålet er at styrke forskning tæt på patienterne og støtte løsninger, der kan være med til at forbedre borgeres og patienters daglige behandling og pleje.

APPFWU01V