Penge til børnevenlig indretning af de syddanske sygehuse
Regionsrådet fordelte på mødet den 26. maj 2026 tre mio. kroner til børne- og ungevenlig indretning af områder på flere af de syddanske sygehuse.
Som barn kan det være en utryg oplevelse at skulle stikkes i armen for at få taget en blodprøve. På Kolding Sygehus har man derfor udsmykket de rum, hvor børn får taget blodprøver, med figuren Rumle og illustrationer fra skoven. Formålet er at skabe en tryg og tillidsfuld situation om det at få taget en blodprøve og forhåbentlig også aflede opmærksomheden fra stikket i armen.
Et enigt regionsråd fordelte på mødet den 26. maj 2026 tre mio. kroner til børne- og ungevenlig indretning af områder på flere af de syddanske sygehuse. Heraf går 750.000 kr. til Sygehus Lillebælt, hvor sygehuset bruger pengene på at udsmykke de rum på Vejle Sygehus, hvor børn får taget blodprøver, på samme måde som rummene i Kolding. Derudover etablerer sygehuset et krearum og et specialmøbel i børnezonen i forhallen på Kolding Sygehus.
Regionsrådsformand i Region Syddanmark Bo Libergren (V) siger:
- Vi ved at god indretning af vores sygehuse hjælper med skabe tryghed for børn og unge patienter. Derfor afsatte vi i budgetforliget for 2026 tre mio. kr. til at indrette nogle af de områder på vores sygehuse, hvor børn og unge kommer, mere indbydende og venligt for de aldersklasser. Nu har vi fordelt pengene, og jeg er sikker på, at pengene kommer til at gøre en forskel for børnene og de unge patienter.
Genkendelig vægudsmykning på det nye OUH
Odense Universitetshospital modtager 1,4 mio. kr., som hospitalet først og fremmest bruger på at give H.C. Andersens Børne- og Ungehospital en tydelig visuel identitet på det nye OUH. Det skal ske med genkendelig vægudsmykning af rum og gangarealer på blandt andet sengeafsnit, ankomst- og opholdsområder samt røntgen, CT og MR.
På Esbjerg og Grindsted Sygehus vil sygehuset bruge de 420.000 kr., der er deres andel, til en tværgående strategi for Børne- og Ungevenligt Hospital, som sygehuset aktuelt er ved at implementere. Pengene skal anvendes til udsmykning af vægge samt indkøb af borde, stole og opbevaringsmøbler til blandt andet skadestue, lægevagt og blodprøvetagningen.
Sygehus Sønderjylland får 420.000 kr., der blandt andet vil blive brugt til udsmykning af børne- og ungeafdelingen i Aabenraa, neonatalafdelingen og børneambulatoriet i Sønderborg.
Regionen forventer – med undtagelse af det nye OUH – at alle projekterne om mere børne- og ungevenlige indretning af sygehusene kan gennemføres inden udgangen af 2026. I Odense vil midlerne forventeligt blive brugt i løbet af 2027.