Nyt forskningscenter vil bruge kunstig intelligens til at finde og behandle sygdomme i brystkassen
Et forskerhold fra OUH vil bruge kunstig intelligens og algoritmer til at sikre bedre diagnostik og behandling inden for sygdomme i brystkassen. Det nye excellencecenter modtager 7,5 mio. kr. til banebrydende forskning.
Lungekræft, lungebetændelse eller blodpropper i lungen. Hvert år bliver der foretaget ca. 150.000 CT-scanninger af brystkassen i Region Syddanmark, og behovet for avanceret billeddiagnostik og behandling stiger kun, i takt med at befolkningen bliver ældre.
Med det nye Center for Klinisk Excellence THORACIC PARK vil en gruppe forskere og klinikere se nærmere på, hvordan kunstig intelligens kan bruges til at optimere og præcisere det arbejde.
Regionsrådet har netop bevilget 7,5 mio. kr. til centeret, der bliver forankret på Odense Universitetshospital i et tæt samarbejde med Syddansk Universitet og andre sygehuse i og uden for regionen.
Den kunstige intelligens skal bl.a. hjælpe lægerne med at identificere sygdomme som lungekræft, blodpropper, udposninger på hovedpulsåren og hjerte-kar-sygdomme tidligere. Målet er at udvikle et værktøj, der kan hjælpe lægerne med at vurdere scanningsbilleder, vise advarselstegn og stille en præcis diagnose, men også sige noget om prognosen for patienterne.
Støtte til excellent forskning i mange år
Regionsrådsformand Bo Libergren (V) glæder sig over, at det endnu engang er lykkedes at styrke forskning i særklasse i regionen:
- THORACIC PARK bliver det tiende excellencecenter i regionen siden 2015. Centrene har understøttet patientbehandling på allerhøjeste niveau, og det glæder mig, at vi gennem årene har kunnet støtte så mange dygtige forskere i regionen. Holdet bag THORACIC PARK vil udnytte det store teknologiske potentiale, der ligger i kunstig intelligens i sundhedsvæsenet, og jeg ser frem til at følge deres arbejde og resultater, som i sidste ende kommer patienterne til gode.
Skræddersyet løsning til regionen
Det bliver ledende overlæge og klinisk professor Christian B. Laursen fra Lungemedicinsk Afdeling, der skal stå i spidsen for arbejdet sammen med et bredt hold af læger, forskere og teknologieksperter.
Han glæder sig over anerkendelsen og støtten, der gør det muligt at styrke ”maskinrummet” bag forskningen:
- Der er meget snak om potentialet i AI, og i vores projekt vil vi have det ud at leve i det moderne sundhedsvæsen, så det rent faktisk kommer til at gøre en forskel for patienterne. Vi træner algoritmerne på rigtige patientforløb fra regionen og tester det ude på afdelingerne. På den måde får vi en løsning, der både er skræddersyet til Region Syddanmark, men også potentielt vil kunne udbredes nationalt og internationalt og inden for andre sygdomsområder.
Holdet vil udvikle en samlet platform baseret på kunstig intelligens, som har potentiale til at gøre en forskel på hjerte-, lunge-, akut- og røntgenområdet.
Ifølge Christian B. Laursen kan kunstig intelligens bruges til at sikre mere sammenhæng i patienternes forløb og minimere unødvendige undersøgelser.
- Når en patient får scannet brystkassen, giver det ikke mening, at AI kun fokuserer på én bestemt ting. Vi forsøger at samle hjerte-, kar- og lungeperspektivet, så patienten oplever et mere sammenhængende forløb. Normalt skal patienten måske videre til flere forskellige scanninger og undersøgelser, og det kan være svært at navigere i. Den kunstige intelligens skal hjælpe med at minimere ekstraforløb og unødvendige undersøgelser, der kunne komme efterfølgende.
Centeret modtager forskerstøtte de næste fem år.
Hvad er et excellencecenter?
- Centrene har til formål at skabe en tæt kobling til den kliniske praksis med afsæt i forskning i konkrete kliniske problemstillinger til gavn for patientbehandlingen.
- Centrene har en tydelig opgave i at skabe udvikling af både eksisterende og nye behandlingsformer, der kan implementeres både regionalt, nationalt og internationalt.
- Centrene skal både have et tværgående og tværfagligt samarbejde med andre sygehuse og lægespecialer i Region Syddanmark, hvilket også skal være med til at sikre rekruttering og fastholdelse af dygtige kliniske forskere.