KOL-patienter på Sygehus Lillebælt får samlet klinik
De næste to år vil Sygehus Lillebælt som et forsøg organisere dele af deres KOL-behandling i én ny samlet klinik. Klinikken skal være med til at nedbringe den ulighed i sundhed, patienter med KOL kan opleve i sundhedsvæsenet.
Kronisk obstruktiv lungesygdom, som i folkemunde kendes som KOL, er den sygdom i Danmark, der forårsager flest dødsfald. Ifølge Lungeforeningen lever mellem 300.000 og 400.000 danskere med KOL, hvilket svarer til mindst hver 10. voksne dansker. KOL-sygdommen har et uforudsigeligt forløb, der ofte påvirker patienternes livskvalitet og krop negativt – både fysisk og mentalt. Som sygdommen skrider frem, kan det også føre til mange indlæggelser og en høj dødelighed.
Med midler fra regionens budgetaftale for 2026 åbner Sygehus Lillebælt nu en ny klink, der skal styrke opsporing, optimering og omsorg i alle sygdommens faser. Klinikken skal bl.a. tilbyde patienter ambulante kontroller og stuegang ét og samme sted, og så sættes der også fokus på forebyggelse af angst, ernæring og rygestop samt palliativ indsats og pårørende i én samlet enhed, så patienterne møder ét samlet behandlingstilbud.
Ny klinik godkendt politisk
På regionsrådsmødet mandag den 26. januar 2026 godkendte det nye regionsråd, at klinikken etableres.
Regionsrådsformand Bo Libergren (V) siger:
- Alt for mange KOL-patienter lever med stor usikkerhed om fremtiden og oplever både social ulighed og at blive stigmatiseret på grund af deres sygdom. Med den nye klinik tager vi et vigtigt skridt mod mere lighed i sundhed ved at styrke den tidlige opsporing og forebyggelse – og samtidig forbedre patienternes livskvalitet. Samtidig er det vores klare politiske ambition at skabe bedre sammenhæng og koordinering mellem sygehuse, praktiserende læger og kommuner. For det er ofte i overgangene, at patienter risikerer at fare vild og føle, at de bliver tabt mellem to stole. Med klinikken ønsker vi at give KOL-patienter større tryghed og et mere sammenhængende forløb – uanset hvor i sundhedsvæsenet de skal have hjælp eller behandling.
Evaluering om to år
Den nye klinik skal evalueres, når den har været i drift to år. Til den tid skal det vurderes, om klinikkens resultater med fordel kan udbredes til andre sygehuse og andre kronikergrupper.
Det vil være Sundhedsråd Lillebælt, der følger klinikkens arbejde og modtager evalueringen om to år.