Bettina Eriksen udpeget til formand for udvalget for politik for børn og unge som patienter og pårørende
På regionsrådsmødet 26. januar blev det besluttet at nedsætte et særligt rådgivende udvalg, der skal udarbejde et forslag til en politik for børn og unge som patienter og pårørende. Regionsrådet besluttede også, at Bettina Eriksen (LA) bliver formand for udvalget.
Når børn og unge rammes af sygdom, så de fra en tidlig alder får deres faste gang på sygehuset til kontroller og indlæggelser, så er det vigtigt, at sygehusene står klar med de rette rammer. Det samme gælder, når børn og unge bliver pårørende til alvorligt syge familiemedlemmer.
For at hjælpe dem bedre i de situationer valgte regionsrådet på sit møde 26. januar at nedsætte et såkaldt § 17, stk. 4-udvalg, som skal udarbejde et forslag til en politik og en handleplan for børn og unge som patienter og pårørende. Udvalget er kun nedsat i 2026 og ophører ved årets udgang. Udvalget er en del af konstitueringsaftalen, som blev indgået efter valget i november.
Et enstemmigt regionsråd har valgt at pege på Bettina Eriksen (LA) som formand for det nye særlige udvalg. Derudover valgte regionsrådet Anne Fabricius (S) som næstformand. Udvalget vil udover formandskabet bestå af syv andre regionsrådsmedlemmer på tværs af regionsrådets partier.
Udvalgsformand Bettina Eriksen (LA) siger:
- Børn og unge er ikke patienter som alle andre. De har særlige ønsker og behov i forhold til både behandling og ophold på sygehuset – det kan være ønsket om tøj, der passer, eller behovet for balancen mellem ungdomsliv og kliniske kontroller, hjælp til at navigere med forældres ændrede roller i mødet med lægerne, også når barnet bliver ældre. Børn og unge stiller krav og forventer at blive taget alvorligt. Derfor er det meget positivt, at vi nu får en politik og handleplan, der tager udgangspunkt i deres behov. Jeg ser meget frem til arbejdet.
Børn og unge som patienter og pårørende er noget særligt
I regionens budgetaftale for 2026 blev det besluttet, at der skal udarbejdes en politik og en handleplan for børn og unge som patienter. Formålet er at sikre en fælles tilgang til de unge patienter på tværs af regionens sygehuse. Med en samlet politik og handleplan for børn og unge som patienter og pårørende kan regionen sikre, at børn og unge oplever en systematisk tilgang, der både vil styrke deres fysiske og mentale sundhed, skabe bedre sammenhæng i deres forløb og give dem de bedste muligheder for at leve et trygt og værdigt ungdomsliv.
Der er også et særligt politisk ønske om en indsats i handleplanen, der skal tage sig godt af børn og unge som pårørende, når de oplever et nært familiemedlem som f.eks. en af deres forældre blive ramt af alvorlig sygdom.
Bettina Eriksen (LA) siger:
- Sygdom og død er stadig tabubelagt for mange, og det rammer især børn og unge, der er pårørende. Det er svært nok for voksne at stå med sorgen og afmagten, men børn og unge har i lige så høj grad brug for en hånd i ryggen og nogen at tale med om deres tanker og følelser i forbindelse med skelsættende livsbegivenheder. Derfor vil vi som udvalg i det kommende år arbejde for at sikre bedre hjælp til børn og unge, der har alvorligt syge søskende eller forældre, eller som mister et familiemedlem.
Fokus for det rådgivende udvalg
Udvalget skal i løbet af 2026 udarbejde et forslag til en politik og en handleplan for børn og unge som patienter og pårørende. De to ting skal tage udgangspunkt i eksisterende viden og indsatser på området, og de skal også pege på nye mulige tiltag, der kan sættes i gang allerede i løbet af 2026.
Som en del af arbejdet skal udvalget blandt andet involvere sygehusenes ungepaneler, der består af unge patienter med kroniske eller langvarige sygdomme.
Udvalgets medlemmer
- Bettina Eriksen (LA), formand
- Anne Fabricius (S), næstformand
- May-Britt Andrea Andersen (K)
- Melissa Gilroy (RV)
- Pernelle Jensen (V)
- Gitte Frederiksen (V)
- Anja Lund (V)
- Mette With Hagensen (S)
- Sara Darling Berg Jørgensen (SF)
Udvalget skal afholde fire møder i 2026 og aflevere et udkast til både politik og handleplan til regionsrådets behandling ved årets udløb.
Klik her for at se et billede af Bettina Eriksen.