Region Syddanmark skærper indsatsen efter kritisable forhold på botilbud
Region Syddanmark har iværksat en omfattende handleplan efter oplysninger om problematisk medarbejderadfærd på en underafdeling af botilbuddet Bihuset Døgn. Der er taget konkrete skridt for at styrke tryghed, ledelse og faglig praksis.
Region Syddanmark blev i januar 2026 på baggrund af udsagn fra medarbejdere bekendt med problematisk medarbejderadfærd på en underafdeling af botilbuddet Bihuset Døgn, som er en døgninstitution for børn og unge med gennemgribende udviklingsforstyrrelser inden for autismespektret. Der er tale om forhold, som ikke burde kunne finde sted, og som er i direkte modstrid med gældende regler og den faglighed, der skal kendetegne arbejdet med børn og unge.
Undersøgelser har vist, at der på underafdelingen har været en uhensigtsmæssig hård tone, trusler og nogle konkrete episoder med fysisk adfærd over for børnene, som er i modstrid med reglerne for magtanvendelse. Der er tale om enkeltstående episoder med skub, fastholdelse og fysiske overgreb.
Socialdirektør Christian Schacht-Magnussen, Region Syddanmark, siger:
- Vi har ikke nogen tolerance over for adfærd, som på nogen måde kan skade børnene, og jeg beklager dybt over for forældre og børn, at der har været forhold, som ikke har været i orden.
Da mistanken opstod, blev der straks iværksat en undersøgelse samt initiativer for at rette op på problemerne. Socialtilsyn Syd er løbende blevet orienteret om arbejdet og de iværksatte initiativer, og på baggrund af sagens alvor har Socialtilsyn Syd besluttet at sætte tilbuddet under skærpet tilsyn de næste seks måneder for at følge indsatsen og sikre, at de iværksatte tiltag har den ønskede effekt.
Region Syddanmark har ledelsesmæssigt taget situationen yderst alvorlig og har reageret og sanktioneret i overensstemmelse med sagens alvor og karakteren af de episoder, der har været. Regionen har ligeledes politianmeldt episoder og samarbejder med politiet om efterforskningen.
Fokus på tryghed og forebyggelse
Region Syddanmark har været i tæt dialog med forældre og værger gennem hele forløbet og har iværksat støtte til børnene.
Samtidig er der igangsat en handleplan med fokus på at forebygge lignende hændelser. Handleplanen omfatter blandt andet øget ledelsesopfølgning, faglig opkvalificering, supervision samt styrket fokus på kultur og medarbejdernes ansvar for at reagere på uhensigtsmæssig adfærd.
Region Syddanmark beklager dybt, at der har været forhold, som ikke har været i orden, og understreger, at børn og unge på regionens tilbud skal mødes med tryghed, respekt og høj faglighed.