Skip til primært indhold

Donation skal styrke trivsel og fællesskab for sårbare børn og unge

Region Syddanmark har modtaget en donation på to millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond. Pengene skal bruges på udendørsarealerne ved Børne- og Ungehusene Udby i Nørre Aaby på Fyn – et botilbud for sårbare børn og unge.

En ny multibane og pumptrack-bane ser snart dagens lys ved Børne- og Ungehusene Udby i Nørre Aaby. Den A.P. Møllerske Støttefond har doneret to millioner kroner til projektet, der skal være med til at styrke trivsel, udvikling og sociale færdigheder blandt nogle af regionens mest sårbare børn og unge.

Børne- og Ungehusene Udby er et botilbud for børn og unge i alderen 6-20 år, der ofte har komplekse sociale, følelsesmæssige og mentale udfordringer. Donationen vil gøre det muligt at etablere moderne udearealer, der understøtter både fysisk aktivitet og pædagogisk arbejde.

Mette Bossen Linnet (V), formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Syddanmark, glæder sig over donationen:

- Med donationen fra Den A.P. Møllerske Støttefond får vi en enestående mulighed for at give vores børn og unge et sted, hvor de kan være fysisk aktive, styrke sociale relationer og få støtte til at udvikle deres personlige og sociale kompetencer. Det handler i høj grad om at skabe meningsfulde rammer for deres vej mod et mere selvstændigt liv.

Også Karsten Uno Petersen (S), formand for Udvalget for Byggeri, Indkøb og Grøn Omstilling i Region Syddanmark værdsætter donationen og de forbedringer, den kommer til at medføre:

- Det er en stor glæde, at vi med denne donation kan skabe moderne udearealer, som giver børnene og de unge nye muligheder for leg, bevægelse og fællesskab. De fysiske rammer har stor betydning for deres trivsel og for det pædagogiske arbejde, som hver dag gør en forskel i deres liv.

Den nye multibane vil kunne bruges til boldspil og sociale aktiviteter, mens pumptrack-banen med bakker og sving giver mulighed for bl.a. cykling og rulleskøjteløb. Faciliteterne bliver et redskab for personalet til at arbejde målrettet med børnene og de unge – både fysisk og kropsterapeutisk, men også i forhold til at træne empati, selvregulering og ansvarsfølelse.

Fakta om Børne- og Ungehusene Udby:

  • Botilbud for op til 25 børn og unge mellem 6 og 18 år (samt efterværn op til 20 år)
  • Beliggende i Nørre Aaby, Middelfart Kommune
  • Tilbyder støtte til børn og unge med psykosociale og psykiatriske vanskeligheder
APPFWU01V