Skip til primært indhold

Frivillige skal fortsat hjælpe uhelbredeligt syge patienter

Flere syddanskere har valgt at bruge en del af deres fritid på at lette livet for uhelbredeligt syge patienter og deres familier – til stor glæde for patienterne og de pårørende. Politikerne i Region Syddanmark har nu valgt, at den frivillige indsats skal fortsætte de næste fire år. Derfor forlænger regionen aftaler med Palliativt Frivilligt Netværk på Fyn og Røde Kors i Jylland, som har stået for den frivillige indsats.

En køretur ned i byen, oplæsning ved sengekanten eller en god snak om det liv, der er levet. Mulighederne er mange, når de cirka 85 frivillige i Palliativt Frivilligt Netværk og Røde Kors stiller deres tid til rådighed for uhelbredeligt syge patienter og deres pårørende.

På Fyn har de patienter, der er tilknyttet en specialiseret palliativ funktion på Odense Universitetshospital, siden 2013 haft mulighed for at få besøg af en frivillig enten på sygehuset eller i hjemmet. I Sydjylland har det været muligt at få besøg i hjemmet siden 2021. Tilsammen har 139 patienter og deres pårørende benyttet sig af tilbuddet i løbet af 2024.

I efteråret 2025 udløber aftalerne med de to organisationer. Derfor har regionsrådet på deres møde 23. juni 2025 besluttet af forlænge kontrakten med Palliativt Frivilligt Netværk og Røde Kors med yderligere 4 år. De har samtidig besluttet forsat at yde et tilskud på tilsammen 1,25 mio. kr. til at drive og udvikle de to netværk af frivillige.

Frivillige er et fantastisk supplement 

Røde Kors’ frivillige indsats er evalueret af Videnscenter for Rehabilitering og Palliation (REHPA) i 2024. Evalueringen viser, at der er stor tilfredshed hos de patienter og pårørende, som har takket ja til den frivillige hjælp. Det glæder formand for regionens sundhedsudvalg Mette With Hagensen (S):

- Uhelbredeligt syge og deres pårørende er under et voldsomt pres og har brug for al den hjælp og støtte, de kan få. Medarbejderne på sygehusene yder en kæmpe indsats, men de har ikke mulighed for at støtte op om familierne med samme omsorg og nærvær, som de frivillige har, og de kan heller ikke aflaste familierne ved at løse praktiske opgaver i hjemmet. Derfor er de frivillige et fantastisk supplement til vores ansatte, og vi er dybt taknemmelige for, at de vil bruge deres fritid på at hjælpe de familier, som er ramt af alvorlig sygdom.

REHPAs evaluering af den frivillige indsats viser blandt andet, at de uhelbredeligt syge, der får hjælp af en frivillig, oplever en øget livskvalitet og hverdagsglæde. Samtidig viser evalueringen, at den frivillige indsats også er meget værdsat af de pårørende, der får nogle tiltrængte pauser, hvor de kan tanke ny energi til at yde omsorg for deres kære.

Glæde hos frivillige organisationer

Både i Palliativt Frivilligt Netværk og i Røde Kors glæder de sig over de forlængede kontrakter.

Bestyrelsesformand Poul Foss Michelsen fra Palliativt Frivilligt Netværk siger:

- Vi er stolte af den værdifulde indsats, vores frivillige gør for de uhelbredeligt syge, og vi glæder os over det gode samarbejde, som vores daglige leder og koordinator har med de professionelle i de palliative teams på sygehuset. Vi får mange positive tilbagemeldinger fra patienter, som er glade for hjælpen, så det er skønt, at vi kan fortsætte samarbejdet med regionen om at yde en frivillig indsats.

National chef for Røde Kors Marie-Louise Gotholdt siger: 

- Vi er utroligt glade for at fortsætte det gode samarbejde med sygehusene i Sydjylland. Vores engagerede palliationsfrivillige kan støtte op den sidste tid med gode oplevelser, samvær og omsorg til uhelbredeligt syge. Det er med til at højne livskvaliteten, og samtidig aflaster vi deres pårørende, der ofte har brug for et pusterum. Tak til Region Syddanmarks regionsråd for tilliden. 

De nye aftaler med Palliativt Frivilligt Netværk og Røde Kors gælder indtil efteråret 2029.

Fakta om den frivillige palliative indsats i Region Syddanmark

  • Region Syddanmark har siden 2013 haft en aftale med Palliativt Frivilligt Netværk om at udvikle og drive et korps af frivillige, som yder en frivillig indsats for de uhelbredeligt syge patienter og pårørende på Fyn og for de alvorligt syge og døende børn i hele regionen, som ønsker hjælp. 
  • For at styrke den palliative indsats i ”den sidste tid” afsatte regionsrådet i 2021 1,25 mio. kr. årligt til at understøtte en øget frivillig indsats på området. På den baggrund blev der indgået 4-årige aftaler med både Palliativt Frivilligt Netværk og Røde Kors. Sidstnævnte yder en frivillig indsats for uhelbredeligt syge patienter og pårørende i den jyske del af regionen.
  • I 2024 har de to frivillige netværk til sammen haft 84 frivillige tilknyttet. De frivillige har ydet en frivillig indsats for cirka 140 patienter i form af cirka 1.140 besøg. 
  • Palliativt Frivilligt Netværk har i 2024 taget initiativ til at udvikle et nyt tilbud om en frivillig indsats til raske søskende til uhelbredeligt syge børn i samarbejde med Børne- og Unge Palliativt Team på Odense Universitetshospital.
  • Det økonomiske tilskud fra regionen på tilsammen 1,25 mio. kr. årligt skal styrke en ensartet og systematisk inddragelse af frivillige i regionens palliative tilbud og går helt konkret til administration og koordinering af den frivillige indsats.
APPFWU02V