Philip Rask Lage-Hansen vinder Et Sundere Syddanmark 2025
Han vinder en mio. kr. til sit forskningsprojekt, der undersøger omfanget af kroniske smerter og træthed hos gigtpatienter, og hvad der skaber en risiko for at udvikle smertesymptomer.
Da de sidste sms’er var tikket ind og talt op, brød jublen løs hos Philip Rask Lage-Hansen og hans kollegaer på Esbjerg og Grindsted sygehus. Her blev det afsløret, at netop Philips forskningsprojekt har vundet førstepræmien på en million kroner i årets udgave af Et Sundere Syddanmark.
- Jeg vil først og fremmest sende et kæmpe stort tak til alle jer, der har stemt på mig i konkurrencen. Det er kæmpe stort at vinde Et Sundere Syddanmark, og jeg er så taknemmelig! Jeg vil bruge pengene til at udvide mit forskningsområde, så vi i fremtiden kan finde bedre behandling til de mange danskere, der hver dag lider af kroniske smerter og træthed, siger Philip Rask Lage-Hansen.
Undersøger højere forekomst af kroniske smerter og træthed
Omkring 120.000 danskere er ramt af de klassiske gigtsygdomme som leddegigt, psoriasisgigt og rygsøjlegigt. Ofte har det store konsekvenser for den enkelte med blandt andet nedsat arbejdsevne og funktionsniveau.
Næsten hver 5. gigtpatient lider af fibromyalgi, som er et kronisk smertesyndrom. Det kommer blandt andet til udtryk ved kroniske smerter og træthed. I befolkningen er det omkring 1-2 procent, der døjer med fibromyalgi. Men man kender ikke årsagen til, at gigtpatienterne har den højere forekomst.
Philip Rask Lage-Hansen vil belyse omfanget af kroniske smerter og træthed hos gigtpatienter fra det øjeblik, de får diagnosen og to år frem. Samtidig vil han på den måde finde frem til hvilke ting, der skaber en risiko for at udvikle symptomerne, men også hvad der kan beskytte patienten mod at udvikle de symptomer.
Penge til nærsynethed og selvskade
Det er ikke kun Philip Rask Lage-Hansen, der havde grund til at fejre.
Andenpladsen gik til Marianne Juul-Dam fra Sygehus Lillebælt i Vejle. Hun får 600.000 kroner til sit projekt om nærsynethed blandt skolebørn.
Tredjepladsen gik til Mette Valdersdorf Jensen og Christina Østervang fra Psykiatrisygehuset i Region Syddanmark, der modtager 400.000 kroner til deres projekt om selvskadende patienter.
Stærkt samarbejde giver borgerne indflydelse på ny forskning
Det er borgere fra hele regionen, der gennem SMS-afstemningen, har bestemt, hvem der skulle få del i midlerne fra forskningspuljen på i alt to millioner kr., som Regionen og sygehusene uddeler midler fra.
Forskningskonkurrencen har kørt siden 2019 og er et samarbejde mellem Region Syddanmark, Syddansk Universitet, TV2 Fyn og TV Syd.
Målet er at bidrage til, at sundhedsforskning, forskningsspørgsmål og forskningsresultater er relevante og hurtigt kan omsættes til gavn for den enkelte borger og folkesundheden. Intentionen er at engagere borgerne i afstemningen og inddrage dem aktivt i selve forskningsprocessen.