Danfoss skal fortsat køre nødbehandlerbilen i Nordborg
Region Syddanmark og Danfoss A/S har underskrevet ny kontrakt om driften af nødbehandlerbilen i Nordborg. Den nye kontrakt gælder fra 1. september 2025 og dermed kører nødbehandlerbilen nu på 26. år ud og hjælper borgerne på Nordals.
Sidste år fejrede alsingerne 25. års jubilæum for deres nødbehandlerbil, som Danfoss A/S har drevet siden 1. januar 1999.
Den højt værdsatte nødbehandlerbil i Nordborg har netop været i et lovpligtigt EU light-udbud, fordi den nuværende kontrakt om nødbehandlerbilen i Nordborg udløber den 31. august 2025.
Region Syddanmark har igen valgt Danfoss, som leverandør, og dermed fortsætter Danfoss beredskab med at stå til rådighed for borgere på Nordals, som har brug for hjælp. Kontrakten er netop blevet underskrevet.
Sikkerhedsansvarlig hos Danfoss Bjarne Klokholm siger:
- Vi er stolte af, at regionen igen vælger os. Vi har nu haft kørsel af nødbehandlerbilen i mere 26 år og mig bekendt, findes der ikke andre lignende ordninger i Danmark.
Danfoss’ beredskab rykker ud, når borgere i området ringer 112, hvilket sker i gennemsnit to gange per dag. Bjarne Klokholm fortæller, at borgere i området sætter stor pris på nødbehandlerbilen og personalet har flere gange oplevet, at hvis de f.eks. har hjulpet til ved en fødsel, så kommer de nybagte forældre på besøg og takker for hjælpen.
I den fremtidige drift af nødbehandlerbilen har Danfoss desuden kalkuleret med, at bilen vil blive brugt endnu mere, når det nye, store ferieresort på Nordals, Nordborg Resort, med ca. 160.000 årlige gæster åbner til sommer.
Formand for Præhospitaludvalget i Region Syddanmark Bente Gertz (S) siger:
- Jeg er rigtig glad for, at Danfoss fortsætter med at køre nødbehandlerbilen. Det giver stor tryghed på hele Als, og vi har et utrolig godt samarbejde med Danfoss.
Nødbehandlerbilen i Nordborg er døgnbemandet året rundt og kører cirka 760 ture om året – to gange i døgnet.
Fakta om nødbehandlerbilen i Nordborg
- Nødbehandlerbilen i Nordborg er en døgnbemandet enhed med to personer. Der er 20 security-assistenter i Danfoss’ vagtafdeling, som er uddannet i at køre nødbehandlerbilen.
- Nødbehandlerbilens primære dækningsområde er den nordlige del af Als, postnummer 6430 Nordborg.
- AMK Vagtcentralen kan sende nødbehandlerbilen uden for postnummer 6430 Nordborg, hvis nødbehandlerbilen kan komme tidligere frem end regionens andre beredskaber.
- Nødbehandlerbilen i Nordborg indgår i responstidsopgørelsen for første sundhedsprofessionelle bil fremme på stedet.
- Nødbehandlerbilen rykker ud ca. 760 gange årligt – cirka to gange i døgnet.
Den nuværende kontrakt om nødbehandlerbilen i Nordborg udløber den 31. august 2025. Den nye kontrakt er gældende i 4 år fra den 1. september 2025 og kan forlænge med 2 x 2 år.