Psykiatriplan 2020–2025 fuldført og overgået til drift
Implementeringen af Region Syddanmarks Psykiatriplan 2020-2025 er gennemført, og langt hovedparten af planens initiativer er nu i drift. Det markerer en vigtig milepæl for psykiatrien og den mentale sundhed i regionen. En indsats, der har skabt varige forbedringer i tilbud, kvalitet og samarbejde for patienter og pårørende.
Stort set alle anbefalinger i Psykiatriplan 2020-2025 er nu realiseret. Planen indeholder 39 initiativer, der skal gøre det bedre for patienter og deres pårørende, skabe mere lighed i sundhed, sikre sammenhæng i behandlingen og forebygge psykisk sygdom. Men planen indeholder også initiativer indenfor forskning og psykiatriens helt store udfordring; rekruttering og fastholdelse af medarbejdere.
Den fuldførte Psykiatriplan har skabt et robust fundament, som Psykiatriplan 2026-2032 kan bygge videre på, hvor erfaringer og resultater fra de seneste fem år danner grundlag for en ny, ambitiøs fase. Den nye plan har fokus på kapacitet, kvalitet, tværsektorielt samarbejde, patient- og pårørendeinddragelse og modernisering af tilbuddene.
Mette Bossen Linnet (V), udvalgsformand for Psykiatri- og socialudvalget i Region Syddanmark, glæder sig over gennemførslen af psykiatriplanen:
- Psykiatrien i Region Syddanmark står stærkere efter, at vi har gennemført Psykiatriplan 2020–2025. Mange af de tilbud, som patienter og pårørende har behov for, er nu en permanent del af driften, og med Psykiatriplan 2026–2032 tager vi næste skridt med ambitioner om yderligere styrkelse og udvikling.
Kun to af psykiatriplanens 39 initiativer er ikke gennemført. Det handler om et fælles somatisk og psykiatrisk døgnafsnit til patienter med spiseforstyrrelser, som først bliver til virkelighed, når det nye Odense Universitetshospital står klar. På samme måde er anbefalingen om flytning af de særlige pladser ikke længere aktuel, da pladserne pr. 1. juli 2024 er omlagt til længerevarende rehabiliterende pladser som en del af det nye Odense Universitetshospital.
Initiativerne i Psykiatriplan 2020-2025
Psykiatriplan 2020-2025 består af 39 initiativer, som alle, bortset fra to, er implementeret og overgået til drift:
1. Patienter og pårørende
- Recovery-orienteret praksis: Fokus på, at mennesker med psykisk sygdom kan komme sig og leve et godt liv.
- Peers: 101 personer uddannet som peers; 25 fra kommunerne. 16 ekstra peers ansat, samt fire forældrepeers og syv pårørendepeers. Målet om fordobling af peer-antal er nået.
- Patientstyrede indlæggelser: Tilbud til alle afdelinger, mål om 250 patienter med kontrakt.
- Fælles beslutningstagning: 97 undervisere, 463 kliniske medarbejdere og 73 ledelsesansatte undervist; 13 beslutningshjælpere udviklet, fire under udvikling.
- Digital kontakt: Videokonsultation og bookingmuligheder tilgængelige; Internetpsykiatrien permanentgjort og udbygget.
- Meningsfulde aktiviteter: Flere aktiviteter efter kl. 16 og i weekenden; 3,2 mio. kr. årligt afsat fra 2020.
- Kommunikation: 5.614 kursister har gennemført kommunikationskurset “Den gode samtale”; 77 undervisere er uddannet.
- Center for Pårørendeinddragelse: Etableret med forskerteam og kompetenceudvikling.
2. Lighed i sundhed
- Selvmord og livsstil: Analysearbejde er igangsat, regional plan for forebyggelse udarbejdet; fortsat fokus på ulighed i sundhed.
- Somatiske behov: Kurser i observation og håndtering af somatiske symptomer gennemført; fysisk aktivitetskonsulentuddannelse udbudt.
- Almen praksis: Fokuserede somatiske helbredsundersøgelser indført pr. 1. januar 2022 for to målgrupper.
3. Sammenhæng og forebyggelse
- Børn og unge: Fremskudt funktion er gjort permanent, samarbejde med 21 ud af 22 kommuner; undervisning til lærere om mental trivsel fortsat.
- Udeblivelser og komplekse behov: Pakkeforløb for gentagne indlæggelser; samarbejde med Svalegangen for hjemløse.
- Misbrug og dobbeltdiagnoser: Pilotprojekter blev afsluttet i 2022; samlet regionalt tilbud etableret 1. september 2024.
- Internetpsykiatrien: Permanentgjort og national skalering finansieret med 20 mio. kr.
- Specialistrådgivning og samarbejde: Rådgivning til primærsektoren; samarbejde med institutioner og tværsektoriel kompetenceudvikling.
4. Bedre behandling – forskning, kvalitet og udvikling
- Kliniske databaser: Indberetning styrket; audits og vidensdeling på tværs af afdelinger.
- Spiseforstyrrelser: Fælles somatisk-psykiatrisk døgnafsnit planlagt på Nyt OUH.
- Reduktion af tvang: FrontOffice-koncept implementeret på alle afdelinger undtagen retspsykiatrien i Middelfart.
- Personlig medicin og Big Data: Professor ansat i 2021; forskning styrket.
- Børn og unge – mental mistrivsel: Yderligere analyse- og forskningsmidler afsat permanent.
- Telepsykiatri og velfærdsteknologi: Video som standard, Digitalt ADHD-forløb, VR-undervisning og digital psykoedukation.
- Medicinnedbringende tiltag: Afprøvet på Psykiatrisk Afdeling i Middelfart.
5. Kapacitet og organisering
- Sengekapacitet: Ny retspsykiatri i Esbjerg, ekstra døgnafsnit i Vejle, særlige pladser flyttet til Odense.
- Intensive senge: Udbygget til 32 senge; høj bemanding, Task Force for psykiatri har fulgt indsatsen.
- Døgnbehandling for børn <13 år: Udvidet fra 5- til 7-døgnsafsnit; styrket akutte interventioner.
- Ambulant behandling: Satellitfunktion i Grindsted; F-ACT-teams implementeret på alle afdelinger.
- Optimering: IT-system “ønskeplan” udrullet; fokus på vagtplanlægning.
6. Fastholdelse, rekruttering og kompetenceudvikling
- Strategisk partnerskab: Samarbejde med uddannelsesinstitutioner; ny sygeplejerskeuddannelse og efteruddannelse af social- og sundhedsassistenter.
- Rekruttering: Kurser, temadage, efterårsskoler, sommerpraktik, onboarding-pakker og opdateret introduktionskoncept.
- Lederudvikling: Introduktionsforløb for nye ledere; tidligere lederudviklingsforløb evalueret og implementeret.
- Karriereveje: Tema “Tydelige karriereveje” implementeret; hjemmeside opdateret i 2024 med karrierebeskrivelser.
- Lægelig videreuddannelse: Funktion som uddannelsessuperviserende overlæge permanentgjort; strategi sat i drift i 2021.
Psykiatriplanen for 2026-2032 er godkendt og viderefører arbejdet fra den nuværende plan sammen med indsatserne i 10-årsplanen.