Skip til primært indhold

Det nye OUH’s hjertestarter fejret

Odenses nye universitetshospital får Danmarks grønneste nødstrømssystem med en kapacitet, der ville kunne forsyne 7000 husstande med strøm. Anlægget skal sikre driften af hospitalet, hvis strømmen går. Fredag var der rejsegilde i bygningen.

De fleste af os har oplevet, at lyset går eller ovnen stopper. Det lever vi med for en stund. Men for et hospital ville det være katastrofalt, hvis strømforsyningen til respiratorer, kuvøser eller andre vigtige installationer gik - også selv om det kun var kortvarigt.

Derfor var det et særdeles vigtigt anlæg, der fredag blev fejret i det sydlige Odense. Det var det nye Odense Universitetshospitals nødstrømsanlæg – eller hjertestarter om man vil. Anlægget, der skal absorbere alt fra små udsving til større nedbrud i strømforsyningen til det nye OUH.

De store motorer kommer fra Tyskland om to måneder, men fredag blev fremdriften og bygningen fejret, da der var rejsegilde for byggepladsens håndværkere og projektmedarbejdere.

Rejsegildet på nødstrømsanlægget var velbesøgt. Fra venstre ses projektdirektør Kenneth Holm, projektorganisationen for Nyt OUH, udvalgsformand Karsten Uno Petersen (S), Region Syddanmarks udvalg for byggeri, indkøb og grøn omstilling, administrerende direktør Kurt Vahlun Sørensen, Coromatic, projektchef Carsten Skettrup, Coromatic. Foto: Christoffer Askman

Foto: Christoffer Askman

Foto: Christoffer Askman

Foto: Christoffer Askman

Foto: Christoffer Askman

Foto: Christoffer Askman

Foto: Christoffer Askman

Foto: Christoffer Askman

Foto: Christoffer Askman

Danmarks grønneste

Og det er ikke et hvilket som helst anlæg, der vil stå færdigt i begyndelsen af 2025. Det er et anlæg, der bygger på banebrydende og grøn teknologi og som kalder sig ”Danmarks grønneste nødstrømssystem”. OUH vil være det første hospital i Danmark, der benytter sig af den grønne teknologi.

Væk er batterier, der skal udskiftes hvert 8. år. De bliver erstattet af et stort svinghjul, der roterer konstant og genererer så meget kinetisk energi, at hjulet vil fortsætte i tilfælde af nedbrud og forsyne hospitalet med energi, indtil nødmotorerne er startet op og kan tage over.

Store besparelser

Svinghjulet vil også tage alle de små strømudfald, der jævnligt er i forsyningen fra kraftværkerne. Det betyder langt færre starter af de store dieselmotorer. Anlægget vil ifølge leverandøren Coromatic i løbet af 25 år spare hospitalsdriften for 160 millioner kroner og 2500 ton CO2 udledning. Det glæder regionsrådsmedlem Karsten Uno Petersen (S), der som formand for regionens udvalg for byggeri, indkøb og grøn omstilling holdt tale ved rejsegildet.

- På mange måder er rejsegildet i dag en stor dag. Vi får et nødstrømsanlæg, der ikke kan undværes, og vi får et nødstrømsanlæg, der er optimeret, effektiviseret og har betydelige grønne afledte konsekvenser. Det gavner patientsikkerheden, trygheden i hverdagen for vores mange medarbejdere, og så betyder det sidst men ikke mindst: et skridt tættere på et færdigt og driftssikkert Nyt OUH.

Tak til håndværkerne

Også det nye OUH’s projektdirektør Kenneth Holm holdt tale for håndværkerne. Han understregede vigtigheden af anlægget og sammenlignede det med en hjertestarter.

- Vores hjertestarter repræsenterer en kompliceret og højteknologisk løsning. Ikke mange vil tænke over betydningen af det her anlæg i hverdagen. Hverken de indlagte eller de ansatte. Sådan skal det også helst være. For en hjertestarter er sådan en, man først rigtig forstår betydningen af, den dag, man har brug for den. Vi har et topmoderne og sikkert anlæg på vej. Det kan alle jer, der står her i dag, være stolte over at have været med til at bygge.

Nødstrømsanlægget er en del af Teknikbyen, der også rummer hospitalets køleanlæg og det kommende rensningsanlæg. Det ligger syd for selve hospitalsbyggeriet.

APPFWU01V