Skip til primært indhold

Socialsygeplejerske til psykiatrisk afdeling i Odense

Nu får psykiatrisk afdeling i Odense også sin egen socialsygeplejerske, som skal være med til at skabe mere sammenhængende og trygge rammer for socialt udsatte patienter.

Har man psykiske eller sociale udfordringer, kan det være svært at navigere mellem de forskellige tilbud i sundhedsvæsenet, og her kan en socialsygeplejerske være en stor hjælp. Patienter i psykiatrien, som ud over deres psykiske sygdom måske også har fysisk sygdom, er hjemløse eller har et misbrug – eller måske en kombination – kan have brug for hjælp til at koordinere mellem sygehusafdelinger eller med kommune eller andre aktører under indlæggelse eller efter udskrivning. Derfor har regionsrådet i Region Syddanmark netop tilført 0,5 mio. kr. årligt fra 2025 til Psykiatrisk Afdeling Odense til ansættelse af en socialsygeplejerske.

Udvalgsformand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Syddanmark Mette Bossen Linnet (V) ser frem til, at alle regionens psykiatriske afdelinger dermed kommer til at have en socialsygeplejerske:

- Socialsygeplejerskerne er med til at udligne noget af den ulighed, som desværre stadig findes i sundhedsvæsenet. For nogle grupper er det nærmest umuligt at overskue tilbuddene eller at opsøge den hjælp og støtte, man har brug for og ret til. Derfor er det arbejde, som socialsygeplejerskerne udfører, så utroligt vigtigt, og det er vigtigt, at vi har tilbuddet på alle vores psykiatriske afdelinger.

De seneste år har Region Syddanmark haft gode erfaringer med at ansætte socialsygeplejersker både i psykiatrien og somatikken. I psykiatrien er socialsygeplejerskernes opgaver blandt andet:

  • at være med til at skabe mere sammenhængende patientforløb.
  • at understøtte samarbejdet både i sengeafsnittene, i lokalpsykiatrierne og på tværs af sektorer.
  • at sikre udskrivelse og efterforløb og understøtte vidensdeling i forhold til socialt udsatte patienter.

Siden 2022 har der været socialsygeplejersker direkte tilknyttet alle almenpsykiatriske afdelinger bortset fra psykiatrisk afdeling i Odense, som nu også fremover vil få en fast tilknyttet socialsygeplejerske.

Sagen blev behandlet i Forretningsudvalget 4. december 2024, og forventes at blive endeligt godkendt, når den er blevet behandlet på regionsrådsmødet 16. december 2024.

APPFWU01V