Skip til primært indhold

5.500 syddanskere kom til åbent hus

Flere tusind syddanskere brugte den første søndag i september på at tage til åbent hus i det syddanske sundhedsvæsen. Dørene stod i år åbne på det nye OUH samt på Esbjerg Sygehus, Sygehus Sønderjylland og ambulancestationerne i Esbjerg, Aabenraa, Svendborg og Odense.

Sygeplejesker giver behandling til de fremmødtes bamser.

På sygehuset i Aabenraa kom de mange bamser under kærlig behandling. Foto: Region Syddanmark.

Den nye vidensetage på Esbjerg Sygehus, bamsehospital i Aabenraa og byggepladsen i Odense, hvor det nye OUH skyder op, var nogle af de ting, som besøgende kunne opleve på Region Syddanmarks sygehuse ved årets i alt syv åbent hus-arrangementer. Som noget nyt i år bød fire af regionens ambulancestationer også gæster indenfor. Her kunne store og små gå på opdagelse i udrykningskøretøjerne, og de fik en smagsprøve på, hvad der sker, når alarmen går, og redderne lynhurtigt rykker ud til et ulykkessted.

Tusindvis af syddanskere på besøg

I Aabenraa mødte omkring 1.800 gæster op - heraf 600 børn. Mange af børnene havde taget et tøjdyr med. Sygehus Sønderjylland holdt nemlig bamsesygehus, så de sønderjyske bamser og dukker kunne få sig et sundhedstjek og komme i behandling for deres skavanker.

Cirka 600 lagde vejen forbi Esbjerg Sygehus. Her stod dørene åbne til blandt andet den nye vidensetage, som blev taget i brug sidste år, og de besøgende kunne se, hvordan de sundhedsfaglige bruger dukker, når de træner til akutte situationer.

I Odense udnyttede cirka 2.500 muligheden for at se, hvordan byggeriet af det nye universitetshospital skrider frem, og hvordan sengestuerne kommer til at være. Gæsterne kunne også besøge Psykiatrien og Steno Diabetes Center, som bliver en del af de nye sygehus. Her var forskere, som både er tilknyttet OUH og SDU, ivrige efter at dele deres viden.

I år var der, som noget nyt, åbent hus på fire syddanske ambulancestationer. I Aabenraa, Esbjerg, Svendborg og Odense fik samlet set omkring 700 gæster et kig ind på stationerne, hvor normalt kun ambulanceredderne kommer. Der var arrangeret to øvelser på hver ambulancestation, så store og små kunne opleve, hvad der sker, når en cyklist bliver kørt så alvorligt ned, at der bliver ringet 112.

Glæde over den store opbakning

Ved alle fire åbent hus-arrangementer bød regionsrådspolitikere på kaffe og kage og andre lækkerier. På ambulancestationen i Esbjerg var det 1. næstformand i regionsrådet og formand for Sundhedsudvalget i Region Syddanmark Mette With Hagensen (S), som stod for uddelingen af forfriskninger.

- Vi havde et helt forrygende arrangement på ambulancestationen i Esbjerg. Det er dejligt at møde borgerne og vise dem, hvordan vores dygtige reddere håndterer vanskelige situationer, når ulykken er ude. Og høre om hvordan borgerne har fået god og dygtig hjælp, når de har ringet efter en ambulance. Det er syvende år, vi holder åbent hus for borgerne, og det er en fornøjelse, at vi igen i år kan tiltrække så mange nysgerrige børn og voksne. Ud over at vi har kunnet give de besøgende en god oplevelse, tror jeg også, at det er med til at sikre tryghed, når vi viser, hvordan vores dygtige sundhedsprofessionelle medarbejdere arbejder i hverdagen.

Udvalgsformand for Udvalget for byggeri, indkøb og grøn omstilling i Region Syddanmark, Karsten Uno Petersen (S), var også en af de politikere, som havde fornøjelsen af at byde besøgende på kaffe. Han nåede både omkring Esbjerg Sygehus og byggepladsen på det nye OUH:

- Det er noget helt særligt, at vi på denne måde kan give alle interesserede en unik mulighed for at følge det utroligt store sygehusbyggeri i Odense. Besøgende, som både kom sidste år, og som er kommet tilbage igen i år, har kunnet se hvor langt man kan komme på et år. Nu er vi også så langt, at man begynder at kunne mærke, hvordan det bliver for patienter, pårørende og personale at rykke ind i et helt nyt og topmoderne sygehus.

Del af en landsdækkende kampagne

De syv syddanske åbent hus-arrangementer var led i den landsdækkende kampagne ”Åbent hospital”. Kampagnen har siden 2017 fokuseret på at fortælle historien om, hvordan hospitalsbyggerierne bygger for livet. Fra i år er begivenheden blevet bredt ud, så alle dele af det regionale sundhedsvæsen har haft mulighed for at åbne dørene.

I forbindelse med kampagnen har der i dag været åbent hus 20 steder rundt omkring i Danmark.

Det er syvende år, Region Syddanmark inviterer til åbent hus den første søndag i september.

Trængsel i stand-område på OUH

Omkring 2500 nysgerrige gæster fandt vej til åbent hus på det nye OUH. Foto: Jens Wogsen

Roya Moore serverer kaffe for to besøgende

Regionsrådsmedlem Roya Moore (C) serverede lækkerier og havde god tid til at tale med gæsterne på det nye OUH. Foto: Jens Wognsen

Gæsterne overværer øvelsen, hvor en cyklist er kommet til skade og får hjælp af redderne.

Gæsterne på Ambulancestationerne kunne overvære en øvelse, hvor redderne rykkede ud til en tilskadekommet cyklist. Her ses opvisningen fra ambulancestationen i Odense. Foto: Region Syddanmark

Gæster ankommer på byggepladsen ved det nye OUH

Det nye OUH er stadig en byggeplads, men gæsterne fik en unikt indblik i, hvordan det færdige sygehus bliver. Foto: Jens Wognsen

Gæster står i kø for at komme ind til åbent hus i Aabenraa

Interessen for at besøge bamsesygehuset i Aabenraa var stor. Foto: Region Syddanmark

En pige undersøger en babydukke, som ligger i kuvøse

På Esbjerg Sygehus kunne store og små blandt andet komme med helt ind på neonatal afdeling og se, hvordan de små børn, som er født for tidligt, ligger i kuvøse. Foto: Region Syddanmark

APPFWU02V