Skip til primært indhold

Region Syddanmark etablerer smagspaneler på sygehusene

Regionen vil undersøge patienttilfredsheden med den mad, der serveres for patienter på regionens sygehuse. Det besluttede regionsrådet 28. november. Regionen etablerer derfor otte smagspaneler, der hvert halve år skal prøvesmage retter på sygehusene og give deres feedback til sygehusenes køkkener. Hvert smagspanel vil bestå af patienter, pårørende og personale på sygehusene – og i foråret 2023 vil smagspanelerne også inkludere regionsrådsmedlemmer.

Stegt flæsk med persillesovs, vegetarlasagne eller smørrebrød – hvad ville du vælge? Et måltid på regionens sygehuse skal være nærende og indbydende, og så skal det smage godt. For at sikre, at patienterne kan lide maden, opretter regionen nu smagspaneler på alle regionens sygehuse, hvor patienter hvert halve år inviteres til at prøvesmage maden og dele deres smagsoplevelser med sygehusene. 

Tiltaget udspringer af regionens budget for 2022, hvor det blev besluttet at gennemføre en undersøgelse af patienternes holdning og ønsker til maden på regionens sygehuse.

Næstformand i Sundhedsudvalget og fungerende formand i Psykiatri- og Socialudvalget Sarah Andersen (V) siger:

- Den mad, der serveres på alle regionens sygehuse, skal først og fremmest være tilpasset patienternes behov og ønsker. Vi ved, at den smagsoplevelse, patienterne får, mens de er indlagt på vores sygehuse, kan være altafgørende for deres appetit og dermed have stor betydning for deres behandling og sygdomsforløb. For at sikre en god smagsoplevelse med de mange hensyn, der skal tages til patienternes kost, vælger vi nu at inddrage patienter, pårørende og personale i otte nye smagspaneler. Panelerne skal undersøge tilfredsheden med maden og give sygehusene mulighed for løbende at tilpasse menuen til patienternes ønsker.  

Fokus på klimaet i kosten

Det indgik også i regionens budgetaftale for 2022, at sygehusenes køkkener skal sætte endnu større fokus på klimavenlig kost i fremtiden. I juni i år godkendte regionsrådet nye principper og mål for bæredygtige fødevareindkøb og måltider i Region Syddanmark. De nye mål og principper skal være med til at reducere regionens klimabelastning, og smagspanelerne indgår også i de nye principper.

Sarah Andersen siger:

- Det er vores klare ambition, at den mad, patienter og pårørende får serveret på regionens sygehuse, skal være mindre klimabelastende. Vi er allerede godt på vej – blandt andet har køkkenet på Sygehus Lillebælt startet et ’klima academy’, som skal klæde personalet på til at købe fødevarer og tilberede retter med et mindre klimaaftryk. Det er derfor også planen, at smagspanelerne for eksempel kan drøfte klimabelastning, udvikling af klimavenlige retter, brugen af økologiske råvarer eller minimering af madspild, når de mødes i det nye år.

Politisk deltagelse i smagspanelerne

De otte smagspaneler bliver oprettet på regionens fire sygehusenheder og på fire matrikler, hvor regionens psykiatrisygehus har enheder.

Hvert smagspanel vil bestå af patienter, pårørende og medarbejdere på sygehusene. Patienter og pårørende inviteres til at deltage via sygehusenes patient- og pårørendepaneler, og sygehusene står for at udpege relevante medarbejdere fra køkkener og afdelinger.

I foråret 2023 vil hvert smagspanel også få selskab af fire regionsrådsmedlemmer.

Regionsrådet udpegede på regionsrådsmødet 28. november følgende regionsrådsmedlemmer til smagspanelerne:

  • Carsten Sørensen (DF), Michael Nielsen (K), Mark Søgaard (S) og Annette Blynel (SF) udpeges til smagspanelet på OUH.
  • Pernelle Jensen (V), Henriette Schlesinger (V), Poul Erik Jensen (S) og Dan Skjerning (S) udpeges til smagspanelet på Sygehus Lillebælt.
  • Jens Wistoft (V), Allan Emiliussen (V), Tage Petersen (V) og Jette Damsø Henriksen (S) udpeges til smagspanelet på Sygehus Sønderjylland.
  • Sarah Andersen (V), Stephanie Lose (V), Karsten Uno Petersen (S) og Lars Mogensen (Ø) udpeges til smagspanelet på Sydvestjysk Sygehus.
  • Anna Skau Styrishave (R), Bjarne Nielsen (V), Sara Darling Berg Jørgensen (SF) og Martin Schmidt Konradsen (Ø) udpeges til smagspanelet på psykiatriens matrikel i Odense.
  • Bente Gertz (S), Mark Søgaard (S), Bo Libergren (V) og Anja Lund (V) udpeges til smagspanelet på psykiatriens matrikel i Middelfart.
  • Karsten Byrgesen (NB), Gitte Frederiksen (V), Suzi Würtz Kjærgård (SF) og Dan Skjerning (S) udpeges til smagspanelet på psykiatriens matrikel i Vejle.
  • Jette Damsø Henriksen (S), Jens Wistoft (V), Tage Petersen (V) og Kurt Jensen (V) udpeges til smagspanelet på psykiatriens matrikel i Aabenraa.

Regionsrådsmedlemmerne deltager kun i smagspanelerne i foråret 2023. Smagspanelerne fortsætter efterfølgende hvert halve år med patienter, pårørende og personale. Det er planen, at de politiske erfaringer fra smagspanelerne efterfølgende bliver drøftet i både Sundhedsudvalget og Psykiatri- og Socialudvalget med henblik på et muligt forslag til en handleplan for videreudvikling af ernæringsrigtig og klimavenlig kost.

Find ”Principper og mål for bæredygtige fødevareindkøb og måltider” på regionens hjemmeside.

APPFWU02V