Opfordring til pårørende: Minimer jeres besøg på hospitalerne
Region Syddanmark og de øvrige regionerne anbefaler nu, at pårørende til patienter på sygehusene minimerer deres besøg. Det sker for at mindske risikoen for Corona-smitte af patienter og personale på landets sygehuse.
Antallet af besøg på de danske sygehuse skal minimeres mest muligt for at mindske risikoen for smitte med coronavirus.
Derfor appellerer Region Syddanmark og de øvrige regionerne nu til, at pårørende og gæster til patienter på alle landets hospitaler minimerer deres besøg så meget som muligt - og måske helt undlader at komme på besøg. Hvis man alligevel vælger at tage på besøg, så opfordrer regionerne til, at man tænker over, hvor mange man møder op.
Baggrunden for opfordringen er, at patienter, der er indlagt på hospitalet allerede, er syge og svækkede. Og derfor er det vigtigt at gøre alt for ikke at udsætte den patientgruppe for smitterisiko.
På hospitalernes fødegange henstilles til, at kun den allernærmeste familie kommer på besøg.
Også andre besøg skal minimeres
Udover besøg fra pårørende skal besøg fra f.eks. fra lægemiddelindustrien eller udenlandske delegationer også minimeres - og politiske møder som for eksempel regionens udvalgsmøder, der ofte afholdes på regionernes sygehuse, vil blive flyttet til et andet sted, hvor patienter og borgere ikke befinder sig.
Alle fysiske møder med eksterne gæster på for eksempel en afdeling eller i et mødelokale på sygehusene vil så vidt det er muligt erstattes af andre mødeformer for eksempel videomøder.