42 millioner til syddanske sundhedshuse på Fyn og i Jylland
Region Syddanmark har sammen med en række syddanske kommuner fået tilsagn om 42 millioner til nye sundhedshusprojekter. Pengene kommer fra Sundheds- og Ældreministeriet.
En lang række sundhedshusprojekter i Region Syddanmark får tilskud fra Sundheds- og Ældreministeriet.
Region Syddanmark gik sammen med 10 kommuner om at søge penge til forskellige projekter, og nu er der kommet svar fra ministeriet.
I alt har regionen fået 42,2 millioner kroner fordelt på 5 projekter.
- Odense - Vollsmose (lægeklinik) – Ansøgningen lød på 3,6 millioner kroner. Projektet har fået det ønskede beløb.
- Varde (nyt sundhedshus) – Ansøgningen lød på 40 millioner kroner. Projektet har fået et tilskud på 11,3 millioner.
- Aabenraa (udvidelse af sundhedshus) – Ansøgningen lød på 14 millioner kroner. Projektet har fået et tilskud på 3,3 millioner.
- Haderslev (udvidelse af sundhedscenter) - Ansøgningen lød på 28,2 millioner kroner. Projektet har fået et tilskud på 7,3 millioner.
- Nyborg (nyt sundhedshus) – Ansøgningen lød på 56 millioner kroner. Projektet har fået et tilskud på 16,7 millioner.
Havde gerne set tilskud til flere af projekterne
Formand for udvalget for det nære sundhedsvæsen, Bo Libergren (V), er glad for tilsagnet om pengene, om end han gerne havde set, at flere af projekterne var blevet tilgodeset:
- Vi er glade for, at ministeriet har kunnet se en idé i så mange af vores projekter, men det er ikke nogen hemmelighed, at vi gerne ville have haft tilskud til samtlige 10 forslag. Nu skal vi sætte os sammen med kommunerne og se på, hvordan vi får sat gang i projekterne.
Udvalgsformanden påpeger, at da de syddanske kommuner og regionen ikke har fået alle de penge, som der er blevet søgt om, så skal projekterne nu finde yderligere finansiering eller skæres til.
Fortsætter arbejdet med at styrke det nære sundhedsvæsen
Selvom kommunerne og regionen ikke fik tilskud til samtlige projekter, så understreger Bo Libergren, at arbejdet med at udvikle og styrke det nære sundhedsvæsen fortsætter med fuld kraft.
- Puljen fra regeringen har været en god booster til vores i forvejen gode arbejde i regionen. Vi har igennem lang tid haft et særdeles godt samarbejde med kommunerne om at udvikle sundhedshuse og andre tiltag, der kan styrke sammenhængen og de nære sundhedstilbud. Det arbejde fortsætter vi naturligvis med.
Sundhedshusprojekterne, der desværre ikke har fået midler i denne omgang, ligger i Faaborg, Middelfart, Fredericia, Grindsted og Brørup.