Skip til primært indhold

Kronprinsessen åbner sygehuskonference i Odense

I løbet af de næste 10 år bruger Danmark 40 mia. kr. på at bygge nye sygehuse. Derfor inviterer Region Syddanmark til konferencen ”Hospital + Innovation”.

Mandag den 30. september slår Region Syddanmark dørene op til ”Hospital + Innovation” - en konference, der hen over to dage skaber rammen for, at nogle af verdens førende eksperter inden for byggeri af nye sygehuse, innovation og telemedicin mødes.    

Kronprinsessen åbner konferencen

Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen, sundhedsminister Astrid Krag (SF) og regionsrådsformand Carl Holst (V), Region Syddanmark, er alle med til at åbne konferencen og byde velkommen. Kronprinsessen i sin egenskab af at være protektor for Healthcare DENMARK, som er en organisation der markedsfører danske løsninger og kompetencer inden for sundhedsområdet.

Invitation til samarbejde

Konferencen skal være med til at skabe et åbent samarbejde om innovation inden for sygehusbyggerierne. Her mødes førende internationale sundhedsaktører med danske offentlige og private partnere. Målet er at skabe konkrete og varige partnerskaber, der rækker ud over konferencen, så man sammen kan skabe nye produkter. Konkret betyder det udvikling af nye produkter ude på klinikken, hvor patienter og personale kender behovet.

Et målrettet arbejde

Regionsformand Carl Holst ser frem til konferencen:

 - I flere år har vi i Region Syddanmark arbejdet hårdt på at bygge et innovationsmiljø op, hvor vi skaber fremtidens sygehuse og samtidig giver erhvervslivet gode muligheder for at være med til at udvikle nye produkter. Konferencen er endnu et skridt i den retning, og jeg glæder mig til at hilse på vores udenlandske samarbejdspartnere på konferencen. I juni blev vi udnævnt til referencested for telemedicin og sundhedsinnovation, og nu afholder vi konferencen. Det viser, at vi her i regionen arbejder benhårdt inden for feltet, siger regionsrådsformanden.

En præ-event før konferencen

Konceptet for konferencen er helt nyt. Allerede i juni blev der nemlig afholdt en præevent, hvor mange af deltagerne mødtes og skabte fire bud på, hvordan fremtidens sundhedsvæsen og sygehuse kan se ud. Det skete inden for temaerne fleksibelt hospitalsbyggeri, utilsigtede hændelser, telemedicin og psykiatrisk byggeri.

Deltagernes arbejde er siden blevet bygget op til rigtige modeller, som udstilles på konferencen, hvor man også vil kunne arbejde videre og fortsat idéudvikle på koncepterne. At skabe en event før den egentlig konference er med til at tage et dybere spadestik inden for arbejdet med innovation i sundhedsvæsenet.

Konkrete løsninger

Konstitueret direktør Diana Arsovic Nielsen, Syddansk Sundhedsinnovation, fortæller om idéen med præ-eventen før konferencen:

- Vi forberedte konferencen ved at samle nøglepersoner fra både virksomheder og det offentlige inden for feltet, så de sammen kunne skabe innovative løsninger og gå i gang med at etablere partnerskaber. Det er nemlig vores ambition, at konferencen resulterer i konkrete løsninger til fremtidens sygehuse og partnerskaber, der fortsætter i tiden derefter.

Stærke partnere bag konferencen

De danske regioner bakker alle op om konferencen, og fra udlandet deltager bl.a. Mayo Clinic fra USA, Digital Health Institute fra Skotland og Phillips fra Holland. Oxford Academic Health Science Network fra England støtter og indgår på forskellig vis i programmet.

På konferencen kommer der bl.a. oplæg fra:  

  • Ciscos fremtidsforsker Dave Evans med bud på, hvordan internettets integration i alle dele af vores tilværelse vil påvirke fremtidens patienter.
  • Phillips internationale topchef Frans Van Houten samt kreative direktør Joseph Stuyfzand. Phillips arbejder bl.a. med, hvordan lys kan påvirke patienter og pårørende i psykiatrien.
  • Mayo Clinics innovationsdirektør Barbara Spurrier. Mayo Clinic er kendt for omfattende forskningsaktivitet og er verdens største non-for-profit gruppe af lægepraksisser i verden.
  • LEGOs senior vice president, innovationsdirektør Ulrik Gernow, med bud på koblingen mellem leg og innovation. 

For yderligere information:

Regionsrådsformand Carl Holst (V), Region Syddanmark, mobil 4032 5210

Konstitueret direktør Diana Arsovic Nielsen, Syddansk Sundhedsinnovation, 4143 0076

APPFWU01V