Skip til primært indhold

Dansk-tysk region får fælles navn og logo

Det dansk-tyske samarbejde får nu en fælles visuel identitet. Nyt navn, nyt logo og nyt slogan skal være løftestang for et stærkere samarbejde om bl.a. at tiltrække højtuddannede og forbedre infrastrukturen på tværs af grænsen. Designet præsenteres 2. februar på dansk-tysk regionalkonference.

Det dansk-tyske samarbejde kommer fremover til at præsentere sig selv med fælles navn, farver og slogan, når man vil gøre regionen attraktiv over for borgere og virksomheder, som overvejer at slå sig ned i regionen.

- Nu får vi ens retningslinjer for, hvordan vi omtaler og markedsfører den grænseoverskridende region. Det sender et stærkt signal om, at vi mener det alvorligt med samarbejdet, og at vi vil gå langt for at gøre regionen attraktiv at bo, leve og arbejde i, siger Carl Holst (V), regionsrådsformand og dansk formand for projektet ”Vækstcentrets” politiske styregruppe. 

Den nye visuelle identitet præsenteres på en dansk-tysk regionalkonference:

Torsdag den 2. februar på Hotel Comwell, Rosengade 2 i Sønderborg.

  • 13.30: Præsentation af ny brandplatform
  • 13.45: Orientering om det kommende INTERREG 5A-program
  • 14.00: Pressekonference med mulighed for at stille spørgsmål til formand for Region Syddanmark Carl Holst (V), Slesvig-Holstens ministerpræsident Peter Harry Carstensen (CDU) og Kiels overborgmester Torsten Albig (SPD), der alle tre deltager i konferencen.

”Vækstcentrets” styregruppe har lagt vægt på flere ting i den nye visuelle identitet. Navnet skulle være en naturlig betegnelse for det geografiske område, mens sloganet hentyder til, at man fremover vil tænke det grænseoverskridende element ind i forhold til en lang række indsatser. Det gælder ikke mindst arbejdet for bedre transportforhold mellem nord og syd samt ønsket om at hente flere højtuddannede medarbejdere til regionens virksomheder.

- Det at overskride grænser hører til hverdagen i den dansk-tyske region og er garant for vores fælles succes. Det udvider vores handlemuligheder, vores fleksibilitet og vores horisont. Forstår vi det grænseoverskridende som en konstant læreproces, øger vi vores chancer for succes i en globaliseret verden, siger Torsten Albig, overborgmester i Kiel og tysk formand for styregruppen.

Ud over de tre toppolitikere deltager ca. 225 dansk-tyske aktører i regionalkonferencen i Sønderborg, som er den anden af sin art. Deltagerne skal bl.a. diskutere regionens fælles styrkepositioner inden for områder som turisme og logistik i en række workshops.

Yderligere oplysninger fås hos:

Stephan Kleinschmidt, projektchef for projekt "Vækstcentret", mobil 5142 2321
Marie Hauberg, kommunikationsrådgiver i Region Syddanmark, mobil 2920 1492

APPFWU02V