Skip til primært indhold

Syddanske sygehuse skal lære Europa at spare på strømmen

Sygehusene i Region Syddanmark er blevet så gode til at spare på energien, at EU-institutionen Climact Regions har lagt resultaterne frem som inspiration til andre.

Sygehusene har da også præsteret gode resultater. På fire år er forbruget af el faldet med 1,3 millioner kilowatttimer om året, svarende til ca. 320 husstande. Forbruget af varme er faldet med 26 millioner kilowatttimer om året. Det svarer til varmeforbruget på 1.690 parcelhuse, der er 100 kvadratmeter store.

- Det er rigtig godt gået. Ikke mindst set i lyset af, at det altså ikke er på baggrund af en nedgang i produktionen. Tværtimod, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Stor nedgang i varmeforbrug 

Besparelsen, der svarer til 1,39 procent er nemlig opnået i en periode, hvor antal patienter er steget med 2,6 procent, og indlæggelser er steget med 5 procent.

Varmeforbruget har fået den største nedgang. Der er godt nok tale om en mindre stigning i forbruget, men hvis man korrigerer for klimaudsving, giver det en reduktion på 15 procent.

Mod på at fortsætte

Også sygehusenes vandforbrug er faldet, med 14,52 procent på fire år, og de fine energibesparelser giver bestemt mod på at fortsætte.

- At vi bliver fremhævet som det gode eksempel giver os et herligt klap på skulderen, netop som vi arbejder på vores nye handlingsplan om energiområdet. Her vil vi gerne spare 40 procent inden 2020. Det bliver svært, men nu har vi både redskaber og gejsten til at fortsætte det gode arbejde, siger Carl Holst.

Fakta 

Eksempler på energispareprojekter:

Udskiftning af vinduer: Besparelse 594.800 kWh/år, svarende til 191.500 kr./år.
Optimering af driftstimer på ventilationsanlægget: Besparelse 117.200 kWh/år, svarende til 146.500 kr./år.
Energioptimering af belysningsanlæg: Besparelse 100.300 kWh/år, svarende til 125.400 kr./år. 
 
Så store er forbedringerne af årsforbruget fra 2007 til 2010 på syddanske sygehuse:

  • El: 1.275.844kilowatttimer eller 1,39 procent.
  • Vand: 106.576 liter vand eller 14,52 procent.
  • Varme (klimareguleret): 25.721.333 kilowatttimer eller 15,27 procent.
APPFWU01V