Skip til primært indhold

Region Syddanmark melder institutionsleder til politiet

Den tidligere leder af specialinstitutionen Kastaniely i Faaborg, Bente Madsen er blevet meldt til politiet.

Region Syddanmark har onsdag 8. februar 2012 meldt den tidligere leder af specialinstitutionen Kastaniely i Faaborg, Bente Madsen, til politiet. Baggrunden for den alvorlige beslutning er en række økonomiske dispositioner.

Region Syddanmark blev i januar 2012 bekendt med uregelmæssigheder i Bente Madsens dispositioner, og på den baggrund blev der omgående iværksat en grundig undersøgelse af forholdene. Undersøgelsen har afdækket en række økonomiske uregelmæssigheder, der nu har ført til beslutningen om at overgive sagen til politiet.

- Det er selvsagt en rigtig ubehagelig situation, vi oplever lige nu. Og jeg skal være den første til at beklage, at det overhovedet kunne komme så vidt, at vi nu må melde en tidligere ansat til politiet. Det er vigtigt at slå fast, at det er politiet, der afgør et eventuelt skyldspørgsmål, og at politiets efterforskning derfor også kan ende med at rense Bente Madsen, siger regionsdirektør Mikkel Hemmingsen.

 - Jeg kan selvfølgelig ikke komme nærmere ind på, hvilke konkrete dispositioner, der har ført til politianmeldelsen, da der er tale om en personalesag. Men på bundlinjen handler sagen om en medarbejder, der har misbrugt den tillid, der er grundlæggende i alle ansættelsesforhold. Revisionen har ikke haft bemærkninger omkring Kastaniely, tillidsbrud kan ingen gardere sig imod, siger Mikkel Hemmingsen.

Yderligere oplysninger:

Regionsdirektør Mikkel Hemmingsen, Region Syddanmark, mobil 2920 1975

APPFWU02V