Nyt røntgenudstyr på OUH
Hurtigere, bedre og med reduceret stråledosis med op til 90 %. Det er, hvad Radiologisk Afdeling på Odense Universitetshospital med det nye røntgenapparatur nu kan tilbyde især unge patienter med skæve rygge. Det nye udstyr blev indviet tirsdag formiddag.
Som det første hospital i Nordeuropa tager OUH en helt ny form for røntgenapparatur i brug. Udover en væsentlig reduceret stråledosis ved undersøgelser, kan det nye udstyr også bruges til at måle benlængdeforskelle og til 2D og 3D skanninger af hele kroppen, hvor kvaliteten af scanningerne bliver i en markant bedre kvalitet end hidtil.
- Det glæder mig at kunne indvie det nye udstyr, der sikrer patienterne en behandling, der på én og samme gang betyder færre scanninger og lavere stråling. Det nye udstyr er desuden med til at sikre, at OUH fortsat er en attraktiv arbejdsplads for de dygtigste inden for deres felt, sagde Carl Holst (V), regionsrådsformand for Region Syddanmark, ved indvielsen.
Bedre og mere sikker behandling
Det er over 100 år siden, det første røntgenbillede blev taget af opfinderen Wilhelm Conrad Røntgens. Opdagelsen af røntgen har siden revolutioneret sundhedsvæsenet, men strålingen ved røntgen er ikke helt ufarlig. Med det nye udstyr tog OUH derfor tirsdag et skridt mod et mere moderne og sikkert røntgenbillede.
Det nye røntgenapparat er som en brusekabine, men går ind i. Derefter kører rørene op og ned i to parallelle stråler, som tager billeder af kroppen fra alle vinkler på én og samme gang.
Ved indvielsen deltog også ledelserne fra både Radiologisk og Ortopædkirurgisk afdeling og administrerende sygehusdirektør for OUH, Jane Kraglund, der glædede sig over det nye udstyr:
- Vi er glade for at kunne tilbyde vores patienter en endnu bedre behandling, og så er det nye røntgenapparat med til at fastholde OUHs position som et af landets førende sygehuse inden for forskning og behandling.
Glæde på OUH
Der var stor tilfredshed med det nye røntgenapparatur blandt de fremmødte fagfolk:
- Det nye udstyr er især godt til to typer af patienter. Ældre med sammenfald i ryggen og yngre mennesker med skæve rygge. Især for de unge, f.eks. piger på vej ind i puberteten, er det vigtigt, at de ikke udsættes for for meget stråling. Netop derfor er vi så glade for at kunne tilbyde dem røntgenbilleder med det nye udstyr, sagde Jens Karstoft, ledende overlæge på Radiologisk Afdeling.
På Ortopædkirurgisk afdeling, hvor de ser mange patienter med skæve rygge, har de længe ønsket sig det nye udstyr:
- Det er en revolutionerende teknik, og i det daglige vil det hjælpe os med at foretage f.eks. helkropsscanninger på en både hurtigere, lettere og mere sikker måde. Derudover bliver kvaliteten af de billeder, vi får med det nye udstyr også markant bedre, sagde ledende overlæge Niels Dieter Röck.
Yderligere informationer:
Regionsrådsformand Carl Holst (V), Region Syddanmark, telefon 4032 5210
Adm. Sygehusdirektør Jane Kraglund, Odense Universitetshospital, telefon 2899 3240
Sundhedsdirektør Jens Elkjær, Region Syddanmark, telefon 2946 7125