Skip til primært indhold

Et talent kommer sjældent alene

Regionsrådet i Region Syddanmark er klar til at samle alle relevante aktører til en fælles regional indsats. Målet er at få flere højtuddannede i de syddanske virksomheder.

De syddanske virksomheder sukker. Der er nemlig alt for langt mellem de kvalificerede ansøgere, når nye job slås op. Men nu er regionsrådet klar til at samle alle relevante aktører i kampen om at tiltrække de bedste hjerner til Syddanmark.

- Ingen skal være i tvivl om, at vi i regionsrådet tager denne opgave meget alvorlig. Vi skal have vendt udviklingen, så vi dels får vores egne kloge hoveder retur, når de har taget en lang uddannelse, og dels er i stand til at tiltrække højtuddannede fra resten af Danmark og fra udlandet, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Vil samle alle

Det var et enigt regionsråd, der diskuterede indsatsen forleden.

Temadrøftelsen blev fulgt op af nogle anbefalinger til det videre arbejde. Bl.a. skal der arbejdes for at samle alle relevante aktører til en fælles regional indsats. Det kan ske ved at undersøge, om der skal skabes en ny regional paraplyorganisation, der kan koordinere de lokale tiltag og skabe en regional indsats.

Opbakning fra erhvervslivet

Regionsrådets udmelding vækker glæde i erhvervslivet.

- Der er ingen tvivl om, at konkurrencen om de højtuddannede er skærpet betydeligt og vil blive endnu mere udtalt i årene fremover. Vi bliver nødt til at samarbejde på tværs af virksomheder og på tværs af kommuner for at kunne løse udfordringen, siger Steen Brødbæk, direktør for Semco Maritime.

Steen Brødbæk peger på regionen som den oplagte aktør, der kan være med til at skabe rammerne og samle parterne.

- Som virksomhed er det vores opgave at skabe de attraktive job, der kan tiltrække de dygtigste medarbejdere. Men vi har brug for politikernes indsats til at skabe de brede rammer og til at hjælpe os med at få en lovgivning, der både gør det lettere for udlændinge at komme hertil, og som også er med til at få ledige fra andre dele af landet til ubesatte job i f.eks. Esbjerg, siger Steen Brødbæk.

Kick off konference

Syddansk Vækstforum har allerede støttet fem projekter under talentprogrammet.

27. juni er der en samlet kick off konference for satsningen.

Fakta

I december 2011 blev der bevilliget 77 mio. kr. fra Socialfonden og de regionale erhvervsudviklingsmidler til fem projekter under talentprogrammet. Regionsrådet har på 2012-budgettet afsat yderligere 5 mio. kr. til at understøtte talentprogrammet.

APPFWU01V