Skip til primært indhold

Preben Friis-Hauge ny transportformand i Nordsøkommission

Regionsrådsmedlem for Venstre, Preben Friis-Hauge, blev i går udpeget til formand for Nordsøkommissionens transportgruppe. Udpegningen skete på et møde i Nordsøkommissionens 11 mand store forretningsudvalg - Executive Committee (EXCOM).

Mødet blev holdt i Bruxelles.

- Én af mine vigtigste opgaver som ny formand i transportgruppen bliver at argumentere for gode veje og gode jernbaneforbindelser ned gennem Jylland til den dansk-tyske grænse og dermed til Europa, så transporten til og fra Skandinavien ikke kun kommer til at foregå via den kommende Femern-forbindelse, siger Preben Friis-Hauge.

Nordsøkommissionen (NSC) er et samarbejde mellem regioner rundt om Nordsøen – i alt 56 regioner fra otte lande (Norge, Sverige, Danmark, Tyskland, Holland, Frankrig, England og Skotland). Kommissionen arbejder dels med at gøre politisk indflydelse gældende over for EU, især hvad angår udfordringer og opgaver i Nordsø-regionen, og dels med at skaffe opbakning til fælles udviklingsinitiativer i regionen – ofte i form af EU-støttede projekter.

Kort om Preben Friis-Hauge

Preben Friis-Hauge er 49 år og har siden 1998 været medlem af byrådet i Varde.

I kraft af byrådsposten beklæder han en række tillidsposter, der skal sætte fokus på Vadehavsområdet.

Preben Friis-Hauge blev januar 2010 valgt ind i det syddanske regionsråd og blev samtidig medlem af transportgruppen i Nordsøkommissionen. I medio 2010 blev han udpeget til at være én af to næstformænd i transportgruppen. I går blev Preben Friis-Hauge så udpeget til formand for transportgruppen.

APPFWU01V