Skip til primært indhold

Vestbanen trak seere til nettet

Seertallet steg med 300 procent på web-tv-udsendelsen fra regionsrådsmødet den 28. februar. Vestbanens fremtid var nemlig til debat.

822 så med på webben, da regionsrådet holdt møde i mandags. Til sammenligning så kun 206 med i januar. Den voldsomme interesse for mødet skyldtes især diskussionerne om Vestbanens fremtid.

Togstrækningen mellem Nr. Nebel og Varde har længe været meget tyndt befolket, og derfor havde et flertal i forretningsudvalget foreslået, at banen blev nedlagt. I mandags stemte regionsrådet om beslutningen – og det var nemmere sagt end gjort.

Flere på nettet - i længere tid

Efter tre timers debat besluttede et snævert flertal at bevare togdriften på Vestbanen. Beslutningen og regionsrådsmødet blev fulgt af langt flere borgere end tidligere set – og det er positivt, mener regionsrådsformand Carl Holst (V).

 - Det er godt at se, at der er interesse for regionens politiske beslutninger. Vestbanen har været til diskussion længe, så det er nok derfor, så mange så med. Nu bliver det spændende at se, hvor mange der vælger at følge vores næste regionsrådsmøde på nettet, siger han.

Ikke nok med at mange flere klikkede ind på web-udsendelsen, så blev seerne også hængende i meget længere tid. I gennemsnit brugte seerne 19 minutter hver på udsendelsen – imod kun 6 minutter i januar.

APPFWU02V