Lægeklinik holdt åbent hus
Under normale omstændigheder ser folk ikke så smilende ud, når de stikker hovedet indenfor hos lægen. Men denne dag var der kun glade ansigter at spore i klinikken hos de praktiserende læger i Ærøskøbing.
Der var åbningsreception af lægeklinikken og Ærø-borgere, medarbejdere, politikere og samarbejdspartnere var 26. januar 2010 mødt frem for at fejre dagen. En særlig dag var det også, fordi åbningen af klinikken også vidner om, at det er lykkedes at rekruttere læger til øen, og at øens lægebemanding dermed er fremtidssikret.
Tryghedsskabende fællesskab
Regionsrådsformand Carl Holst (V) kunne med glæde se, at regionsrådets bestræbelser med fastholdelse og rekruttering af praktiserende læger i udkantsområder havde båret frugt.
- Borgerne på Ærø har fået en stor og flot praksis på sygehuset og et nyt og tryghedsskabende fællesskab er ved fælles initiativ blevet muligt. Vi kan glæde os over i dag, at vi er nået frem til en løsning på lægedækningsproblemet, sagde regionsrådsformanden.
Mange års bestræbelser har båret frugt
Formand for udvalget vedrørende almen praksis, regionsrådsmedlem Bo Libergren (V) har i flere år arbejdet for at finde en løsning, der kan fastholde og trække læger til udkantsområderne. En af løsningerne er, foruden at rekruttere udenlandske læger til landet – sådan som det netop er lykkedes i lægeklinikken i Marstal – også at belønne de praktiserende læger, der vælger at blive længere på arbejdsmarkedet.
- Det er dejligt at se, at mange års bestræbelser nu er lykkedes. Almen praksis er et af de centrale elementer i vores sundhedsvæsen, og det er vigtigt, at folk har adgang til at kunne vælge en læge – også her på Ærø, sagde Bo Libergren.
Sammenhængende patientforløb
Den nye lægeklinik holder til på sygehuset i Ærøskøbing og som både direktør på OUH, Bente Kowal og borgmester Karsten Landro (C) kunne fortælle, så er det, at de to funktioner ligger under samme tag, med til at forenkle patientens oplevelse af at gå fra det ene system til det andet. Med andre ord: Muligheden for et sammenhængende patientforløb er til stede.
Efter den officielle indvielse var der åbent for byens borgere, der kom fra hele øen for at lykønske.