Seks konsortier i kamp
Første runde i projektkonkurrencen om udbygningen af sygehuset i Kolding er slut. 14 konsortier søgte om at deltage i konkurrencen om en udbygning om den del af udbygningen, der omfatter fase 2 og 3. Ud af de 14 har Region Syddanmark udvalgt seks konsortier, som alle har sagt ja til at deltage i den videre konkurrence.
Sygehuset i Kolding bliver et af regionens fem akutsygehuse og skal derfor udbygges for at kunne leve op til den opgave. Udbygningen i fase 2 og 3 omfatter blandt andet en ny fælles akutmodtagelse og en ny sengebygning. Konkret skal der nybygges ca. 28.000 kvm. og ombygges i en del af de eksisterende bygninger. Til sammenligning udgør Sygehuset i Koldings samlede areal i dag ca. 94.400 kvm.
Sygehuset i Kolding skal i alt udbygges for 900 mio. kr. – af dem beløber fase 2 og 3 sig til cirka 600 mio. kr.
Konkurrencedeltagerne har indtil den 20. juli i år til at komme med deres bud på, hvordan udbygningen kan udformes. Herefter bedømmer regionen forslagene, og på regionsrådsmødet den 27. september 2010 forventes vinderprojektet godkendt og offentliggjort.
Følgende konsortier/totalrådgivere med underrådgivere er udvalgt til at deltage i den videre projektkonkurrence:
C. F. Møller A/S
- Alectia
- Søren Jensen
- Lohfert & Lohfert
- Nosyko
Rambøll Danmark A/S
- Cubo
- Friis & Moltke
- Møller & Grønborg
COWI A/S
- KHR
- White
- EKJ
- Schønherr KS
Niras A/S
- Creo
- Schmidt Hammer Lassen
- Balslev
- GBL
Healthby
- Dissing+Weitling
- Medplan
- Buro Happold
- ISC
- Hansen, Carlsen & Frølund
- P. A. Pedersen
- Marianne Levinsen Landskab
Grontmij | Carl Bro A/S
- Arkitema
Fakta:
Sygehuset i Kolding er en del af Sygehus Lillebælt, som også omfatter Vejle, Give, Fredericia og Middelfart.
Sygehuset bliver et af regionens fem akutsygehuse, og forventes at stå færdig i 2018, når alle de planlagte udbygnings- og ombygningsfaser er gennemført.