Skip til primært indhold

Nyt liv i Brørup Sygehus

Det forhenværende sygehus i Brørup kommer til at strutte af liv. Region Syddanmark og Vejen Kommune har i fællesskab fyldt rammen ud og opbygget et helt nyt sundhedscenter.

Vejen Kommunes borgmester Egon Fræhr (V) og regionsrådsformand Carl Holst (V).

Vejen Kommunes borgmester Egon Fræhr (V) og regionsrådsformand Carl Holst (V).

100 år nåede Brørup Sygehus at tjene borgerne trofast i sundhedens tjeneste, inden de sidste medicinske senge blev flyttet til Esbjerg i forbindelse med lukningen af sygehuset i december 2008. Nu har Region Syddanmark og Vejen Kommune på tre måneder givet stedet en ny fremtid – som sundhedscenter.

- Der bliver lys i alle vinduer i det gamle sygehus, og vi får et sundhedsfagligt hus med muligheder for samarbejde på tværs af sektorer. Det giver helt nye perspektiver for udvikling på sundhedsområdet. Så jeg er glad, og jeg er sikker på, at den løsning vi her er nået frem til vil blive et forbillede, når der rundt i landet skal lægges planer for de tidligere sygehuse, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Kvalitet i nærområdet

Sundhedshuset bliver et fælles hjemsted for kommunale og regionale sundhedsopgaver.

Region Syddanmark vil fremover benytte bygningen til almen lægepraksis, lokalpsykiatrisk center, regional KOL-rehabilitering, blodbank og laboratorium og lægevagt. Og så fortsætter veneklinikken som hidtil.

Vejen Kommune vil benytte bygningen til kronikerindsats, genoptræning, kommunal hjemmesygepleje og til de social- og sundhedsassistenter, der kører ud i Brørup-området.

- Det er en helt ny start. Med samlingen af aktiviteterne får vi et spændende hus fyldt med services på sundhedsområdet. Det giver os mulighed for sammen at levere høj kvalitet til borgerne i nærområdet, siger Vejen Kommunes borgmester Egon Fræhr (V).

Indflytningen af de nye funktioner vil ske hurtigst muligt.

APPFWU02V