Skip til primært indhold

Millioner skal få flere unge til at tage videregående uddannelser

Region Syddanmark forstærker nu sin indsats for at få flere unge til at tage en videregående uddannelse. Med 3 mio. kr. fra regionens uddannelsespulje bliver der mulighed for at give flere unge mulighed for at snuse til en videregående uddannelse, inden de beslutter, hvad de skal i gang med, når de har afsluttet en ungdomsuddannelse.

Målet er, at flere unge får lyst og energi til at vælge en videregående uddannelse.

- Vi ved, at små ting kan være afgørende for, om en ung tager skridtet og vælger en videregående uddannelse. For nogle unge er der mange barrierer for at tage en uddannelse. Nogle af dem kan lettere overvindes, når den unge får mulighed for at tale med studerende og lærere. Med dette initiativ giver vi de unge et dybere indblik i den uddannelse, de er interesseret i, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Med de 3 mio. kr. fra regionens uddannelsespulje skal der fra 2009 gøres en særlig indsats over for to grupper af unge, som har svært ved at komme i gang med en videregående uddannelse:

Unge fra traditionelle erhvervsuddannelser, fx håndværksfag som tømrer og murer.

Afgangselever fra gymnasiale uddannelser i yderområder som Langeland, Ærø, Svendborg, Tønder m.v.

Tusindvis af unge i ungdomsuddannelserne har i de senere år fået chancen for at komme tættere på en af mange videregående uddannelser i regionen. Over 3 dage får de chancen for at prøve en uddannelse, møde studerende og lærere og få et indblik i studiemiljøet, krav og forventninger. Sidste år tog næsten 2000 afgangselever fra ungdomsuddannelserne imod tilbuddet.

I de første år var brobygningen kun et tilbud til unge på de gymnasiale ungdomsuddannelser. I fjor blev det udvidet til også at omfatte erhvervsuddannelserne, bl.a. elever fra social- og sundhedsskoler, landbrugsskoler, handelsskoler og tekniske skoler.

APPFWU01V