God start på hjertepakker i Syddanmark
Hjertepatienterne i Syddanmark har som nogle af de første i landet fået glæde af de nye hjertepakker.
Med tre hjertepakker er sygehusene i Region Syddanmark godt på vej med hurtigere og mere effektive patientforløb til hjertepatienterne. Hjertepakkerne fungerer efter samme princip som de kendte kræftpakker, hvor patientforløbet er tilrettelagt efter et fast skema, der sikrer patienten hurtig diagnose og behandling.
- Der er ingen tvivl om, at det her kommer patienterne til gavn, og jeg er glad for at vi er så langt fremme på hjerteområdet. Sygehusene var allerede i gang før de nationale rapporter blev lavet, og medarbejderne har gjort et stort arbejde for at forberede og implementere hjertepakkerne, så der er virkelig noget at være stolt af, siger sundhedsdirektør Jane Kraglund.
De to hjertepakker blev sat i gang ved årsskiftet, og i årets tre første måneder indgik 1.213 hjertepatienter i de to forløb. De to pakker omfatter patienter med stabile hjertekramper og patienter med hjertesvigt og hjerteklapsygdom. Pakkerne bliver indført på nationalt plan fra 1. september 2009.
Region Syddanmark har desuden lavet et hjertepakke-forløb til visse af arytmi-patienterne, der blev taget i brug 1. juni. Selv om der endnu ikke er planer om en hjertepakke til arytmi-patienterne på nationalt plan, har Region Syddanmark så gode erfaringer med de styrede pakkeforløb, at regionen har besluttet at indføre pakken på egen hånd.