Skip til primært indhold

Ansøgning om EU-kroner til Danfoss på vej

Syddansk Vækstforum har nu fået overblik over, hvordan støttekronerne fra EU Globaliseringsfond kan komme i spil og dermed række en hjælpende hånd til Sønderborg-området.

Det er et af resultaterne af det vellykkede møde, formandskabet for Syddansk Vækstforum havde i begyndelsen af måneden med økonomi- og erhvervsminister, Lene Espersen (K), og beskæftigelsesminister, Inger Støjberg (V).

- Vi har nu fået overblik over, hvordan vi kan få pengene fra EU Globaliseringsfond i spil. Der er godt to måneder til at søge fondsmidlerne. På onsdag sætter vi os administrativt sammen med Sønderborg Kommune og med Danfoss mandag 29. juni og får forberedt en ansøgning til EU Globaliseringsfond, siger regionsrådsformand og formand for Syddansk Vækstforum, Carl Holst (V) og fortsætter:

- Møderne skal bruges til at aftale, hvordan indholdet i ansøgningen skal sikre, at der bliver skaffet EU-midler til Als, men også at der bliver skabt nogle fælles vækstplaner og dermed arbejdspladser til de fyrede medarbejdere. En af de ting, der skal afklares, er, hvordan vi skaffer den lokale medfinansiering på 35 pct., der er nødvendig.

Dagsordenen for mødet med de to ministre for ca. 14 dage siden var den partnerskabsaftale, som Syddansk Vækstforum og staten har indgået med hinanden. Ansøgning om penge fra EU Globaliseringsfond er en del af partnerskabsaftalen.

Pengene fra EU Globaliseringsfond er øremærket til områder, som bliver ramt af masseafskedigelser.

I Region Syddanmark er dette problem aktuelt i Sønderborg-området, hvor Danfoss og relaterede virksomheder i begyndelsen af året måtte vinke farvel til ca. 1000 medarbejdere.

Midlerne fra EU-fonden kan f.eks. bruges til en ekstraordinær individuel indsats såsom omskoling, efteruddannelse eller videreuddannelse af de afskedigede medarbejdere.

Det er regeringen, der skal sende ansøgningen til EU Globaliseringsfonden.

APPFWU01V