Vækstforum vil energirenovere syddanske boliger
40 % af det samlede danske energiforbrug bliver brugt i ejendomme. Syddansk Vækstforum støtter nu projekt, der skal udvikle nye muligheder for energirigtigt byggeri.
Projektet vil ikke kun komme klimaet til gavn, men også den del af byggebranchen, som forstår at levere de rigtige energiløsninger.
- Vi skal sikre, at den nødvendige viden finder vej ud i byggebranchen, så den kan tilbyde nye energibesparende løsninger. Regions sygehuse og institutioner har 1 mio. kvadratmeter under tag, som med energirigtige løsninger kunne forbruge mindre energi end nu, siger regionsrådsformand og formand for Syddansk Vækstforum, Carl Holst (V).
Det er Middelfart og Kolding kommuner der sammen med syv virksomheder har startet projektet Grøn Erhvervsvækst, der skal udvikle vækstmulighederne indenfor energirigtigt byggeri.
Syddansk Vækstforum støtter projektet Grøn Erhvervsvækst med godt seks mio. kr.
Formålet med projektet er, at udvikle fælles bygge- og energiløsninger for den store gruppe af virksomheder, der kan levere energieffektiviseringer af bygninger.
- Middelfart Kommune har de sidste 2-3 år arbejdet målrettet på at udvikle og implementere nye energiløsninger i samarbejde med erhvervslivet. Med det nye projekt er det målet at lave en regional satsning, der vil involvere en masse regionale aktører og sprede ny viden ud i regionen, til gavn for bygge- og energierhvervet, siger klimachef i Middelfart Kommune, Morten Westergaard.