Skip til primært indhold

Million-støtte på vej til syddanske oplevelseserhverv

Syddansk Vækstforum vil i 2009-10 fokusere på forretningsområdet "oplevelseserhverv".

Den syddanske region har i forvejen markante flagskibe – ikke mindst har Trekantområdet store styrker inden for designerhvervene.

- Oplevelsesøkonomi handler om at bruge oplevelser til at skabe merværdi. Og der er mange eksempler på, at virksomheder kan tjene flere penge på deres produkter, hvis de bruger lidt flere kræfter på designet – altså på oplevelsen. I Trekantområdet er der særlig kompetence på området og det skal være med til at vise os vejen i hele Syddanmark, udtaler regionsrådsformand og formand for Syddansk Vækstforum, Carl Holst (V).

Biz-Art i Vejle, Designskolen Kolding og Syddansk Turisme er vigtige regionale aktører i udviklingen af oplevelseserhvervene, og disse parter har alle fået del i de 112 mio. kr. som Vækstforum i 2007-08 har givet til innovative projekter i regionen inden for oplevelsesøkonomi.

Men med Vækstforums nye handlingsplan "Omstilling til højere Vækst" skal der satses yderligere på oplevelseserhvervene i de kommende år.

- I Syddansk Vækstforums indsats de næste to år skal vi gøre vores erhvervsstyrker endnu stærkere. De seneste 10 år, har den syddanske region mistet over 30.000 jobs i produktionsvirksomheder, men der er samtidig skabt over 45.000 nye servicejobs. Den udvikling vil fortsætte, og hvis det ikke lykkes at omstille den syddanske region til øget produktivitet, højere værdiskabelse og hæve uddannelsesniveauet, vil der komme ledighed og mindre vækst. Vi skal vende udviklingen i regionen på flere punkter, og det begynder vi på allerede i dag, siger Carl Holst.

Fakta:

  • Syddansk Vækstforum er et erhvervspolitisk samarbejde mellem erhvervsliv, videns- og uddannelsesinstitutioner, arbejdsmarkedets parter, regionens kommuner og Region Syddanmark.
  • Vækstforums nye handlingsplan "Omstilling til højere Vækst" fokuserer på i alt fire forretningsområder: Klynger, velfærdsteknologier og – service, energi og oplevelseserhverv. Syddansk Vækstforum vil de næste to år prioritere projekter for ca. 400 mio. kr. inden for disse fire forretningsområder.

Yderligere oplysninger:

Carl Holst, regionsrådsformand, formand for Syddansk Vækstforum; tlf. 4032 5210

Mikkel Hemmingsen, direktør for Regional Udvikling; tlf. 2920 1975

APPFWU02V