Skip til primært indhold

Ambulancetjenesten i Region Syddanmark i udbud

I dag begynder de indledende øvelser til, at al ambulancekørsel i Region Syddanmark sendes i udbud.

Det sker ved en såkaldt vejledende forhåndsmeddelelse, hvor interesserede kan læse mere om, hvad udbudet kommer til at indeholde. På den måde får de tid til at forberede sig, inden udbudsbekendtgørelsen sendes ud i begyndelsen af februar 2008.

I forhåndsmeddelelsen kan man se, at Region Syddanmark ønsker at dele ambulancekørslen op i tre udbud:

- Drift af vagtcentral
- levering af ambulancer til kørsel med behandlingskrævende patienter
- Kørsel med liggende, ikke-behandlingskrævende patienter.

Tidligere har de tre dele været samlet, men Region Syddanmark håber, at man ved at dele det op kan få flere interesserede til at byde på opgaverne.

Som noget nyt placeres vagtcentral-opgaven i regionens egne lokaler. Derfor er det kun driften af vagtcentralen, der skal i udbud. Region Syddanmark vælger selv at købe det udstyr, der skal bruges på vagtcentralen, bl.a. til at kommunikere mellem ambulancerne og vagtcentralen.

Region Syddanmark bruger omkring 400 mio. kr. om året på ambulancetjenesten.

Tidsplanen for udbudet ser sådan ud:
Februar 2008: Forventet udsendelse af udbudsbekendtgørelse
Ultimo marts 2008: Forventet ansøgningsfrist for prækvalifikation
Primo april 2008: Udsendelse af udbudsmateriale til prækvalificerede tilbudsgivere
Ultimo maj 2008: Forventet tilbudsfrist for prækvalificerede tilbudsgivere
Sommer 2008: Valg af leverandør
3. kvartal 2008: Forventet implementeringsstart
1. halvår 2009: Forventet kontraktstart

Den vejledende forhåndsmeddelelse samt beskrivelse af regionens forventninger til organisering af den samlede ambulancetjeneste findes på regionens hjemmeside.

Yderligere oplysninger fås hos:

Mads Friborg, Sundhedsområdet, Planlægning og Udvikling, telefon 76 63 13 62, mobil 22 80 84 13

APPFWU02V