Skip til primært indhold

Delingsaftaler mellem Region Syddanmark og de sønderjyske kommuner bygger oven på et stærkt, mangeårigt samarbejde

Fra 1. januar 2027 overtager Region Syddanmark en række sundhedsopgaver fra kommunerne. Nu er rammerne på plads i Sønderjylland, hvor regionen og de fire kommuner har indgået delingsaftaler, der blandt andet fastlægger overdragelsen af bygninger og medarbejdere som led i sundhedsreformen.

Ved årsskiftet overtager Region Syddanmark en række sundhedsopgaver fra de sønderjyske kommuner som led i sundhedsreformen. Det gælder blandt andet akutpleje, midlertidige pladser, der omdannes til sundheds- og omsorgspladser, samt rehabilitering på specialiseret niveau.

Nu er rammerne for overdragelsen på plads. De fire kommuner i Sundhedsråd Sønderjylland; Haderslev, Aabenraa, Tønder og Sønderborg har godkendt delingsaftalerne, ligesom regionsrådet i Region Syddanmark har godkendt aftalerne. Dermed kan regionen overtage opgaverne, når 2026 bliver til 2027.

Delingsaftalerne fastlægger blandt andet, hvilke bygninger regionen overtager fra kommunerne for at drive de kommende sundheds- og omsorgspladser.

En sundheds- og omsorgsplads er et sted, hvor en borger kan få et midlertidigt ophold. Det kan være, hvis borgeren har brug for at blive observeret, plejet, behandlet eller genoptrænet. Det er altså sundhedsydelser, som ikke kræver indlæggelse, men som heller ikke kan foregå hjemme hos borgeren selv.

I delingsaftalerne er det også fastlagt, hvor mange nuværende kommunale medarbejdere der fra 1. januar 2027 overgår til ansættelse i Region Syddanmark.

- Jeg vil gerne takke de fire kommuner for et godt og konstruktivt samarbejde om delingsaftalerne. Med aftalerne på plads har vi nu rammerne for de nye opgaver, som følger med sundhedsreformen. Nu ser jeg frem til, at sundhedsrådene skal omsætte rammerne til konkrete løsninger og samtidig sikre en tryg og smidig overgang for de medarbejdere, der fremover får Region Syddanmark som arbejdsgiver, siger Bo Libergren (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark.

Fire aftaler på plads med kommunerne i Sundhedsråd Sønderjyllands geografiske område  

Der er indgået én delingsaftale per kommune med Region Syddanmark. Det vil sige i alt 22 delingsaftaler, hvoraf de fire er i det område, som Sundhedsråd Sønderjylland ligger i. 

De fire sønderjyske kommuner glæder sig over, at delingsaftalerne nu er på plads. 

Borgmester Jan Riber Jakobsen (K), Aabenraa Kommune, siger:

- Vi har været igennem en god og konstruktiv proces med Region Syddanmark, som jeg gerne vil kvittere for. Jeg er glad for, at vi gennem samarbejde kan løfte de vigtige opgaver, der er i sundhedsreformen, og jeg er sikker på, at også selve implementeringen i 2027 bliver god for både de berørte medarbejdere og for de borgere, der har brug for sundhedstilbuddene.

Formand for Senior- og Sundhedsudvalget Signe Knappe (V), Haderslev Kommune, siger:

- Jeg glæder mig til, at vi nu for alvor tager hul på arbejdet med sundhedsreformen. Med delingsaftalen har vi fået gode rammer for at udvikle bedre sammenhæng og endnu mere nærhed i de sundhedstilbud, som borgerne møder her i Haderslev Kommune og i hele Sønderjylland. Vi sender som kommune dygtige og dedikerede medarbejdere med til regionen, så jeg er tryg ved, at vi sammen skaber mere borgernær sundhed af høj kvalitet og tæt på borgernes hverdagsliv.

Formand for Social-, Senior- og Handicapudvalget Stefan Lydal (DF) og formand for Sundheds-, Unge- og Forebyggelsesudvalget Didde Lauritzen (S), begge fra Sønderborg Kommune, siger:

- Det er vigtigt for os, at borgerne oplever sammenhæng og tryghed, når opgaverne flyttes, og at vi samtidig bevarer et stærkt og nært sundhedstilbud. Aftalerne er resultatet af et tæt og konstruktivt samarbejde, og vi ser frem til gode løsninger for både borgere og medarbejdere i Sønderborg Kommune. 

Formand for Sundhedsudvalget Anette Abildgaard Larsen (K), Tønder Kommune, siger:

- Det er positivt, at der nu er skabt klarhed om de kommende ændringer som følge af sundhedsreformen. Med delingsaftalen kender vi rammerne for fremtiden, og det giver et godt grundlag for at sikre en tryg overgang for både borgere og medarbejdere. Samtidig er aftalen et resultat af et konstruktivt samarbejde mellem kommunerne og regionen.

Sundhedsrådsformanden glæder sig over delingsaftalerne

Formand for Sundhedsråd Sønderjylland Susanne Eilersen (DF) glæder sig også over, at aftalerne nu er landet.

- Det har været en fornøjelse at få delingsaftalerne på plads sammen med de sønderjyske kommuner. Aftalerne bygger oven på et stærkt samarbejde gennem mange år, og nu ser jeg frem til, at vi i Sundhedsråd Sønderjylland kan udvikle endnu stærkere og mere nære sundhedstilbud. Med rammerne på plads kan vi gå i gang med at styrke blandt andet den regionale akutsygepleje og de nye sundheds- og omsorgspladser, så borgerne får gode tilbud tæt på deres hverdag og behov, siger Susanne Eilersen.

Fakta: Se, hvad aftalerne betyder i din kommune 

I det vedhæftede bilag fremgår det blandt andet, hvilke lejemål der overgår i forbindelse med regionens overtagelse af sundheds- og omsorgspladserne, placeringen af akutsygeplejen, hvor mange ansatte der overgår fra den enkelte kommune til regionen, samt hvilke bygninger regionen tilkøber udover delingsaftalerne.

Se bilag: Delingsaftaler Sundhedsråd Sønderjylland

 

Kommunernes logoer

APPFWU01V