Skip til primært indhold

Susanne Dyreborg udpeget som formand for nyt rådgivende udvalg om epx-reformen

Regionsrådet i Region Syddanmark har nedsat et særligt rådgivende udvalg, der skal fokusere på implementeringen af epx-reformen, og har samtidig valgt Susanne Dyreborg (DD) som formand for udvalget.

I februar 2025 blev der indgået en national aftale, der sikrer etableringen af en ny gymnasieuddannelse frem mod august 2030. Reformen medfører en omfattende omlægning af uddannelses- og institutionslandskabet – herunder nedlæggelse af den kommunale 10. klasse og hf og oprettelse af den erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse epx – og Region Syddanmark får en central rolle i den lokale proces og dialog.

Derfor valgte regionsrådet på deres møde 26. januar 2026 at nedsætte et særligt udvalg, som i løbet af 2026 skal arbejde med opgaver relateret til den regionale udrulning af den kommende erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse epx. Samtidig blev Susanne Dyreborg (DD) udpeget som formand for det nyoprettede rådgivende udvalg.

Udvalg med fokus på uddannelsesområdet

Det rådgivende udvalg består af ni medlemmer fra regionsrådet og vil beskæftige sig med den regionale del af udrulningen af epx-reformen. Udvalget har blandt andet til opgave at følge og sætte sig ind i reformens betydning for syddanske uddannelsesinstitutioner, føre en dialog med relevante aktører og udarbejde en overordnet plan for det regionale arbejde med epx-reformen.

Udvalget vil også kunne udarbejde relevante analyser samt komme med input til den fremtidige regionale uddannelsesstrategi.

Susanne Dyreborg ser frem til arbejdet som formand for det særlige rådgivende udvalg og understreger vigtigheden af, at reformen kommer godt fra land:

- Epx-reformen er et spændende skridt mod en ny type gymnasieuddannelse, der giver de unge et mere praktisk orienteret alternativ til det nuværende gymnasium, og hvor de kan tage en ungdomsuddannelse tæt på deres bopæl og opleve et stærkt ungdomsmiljø. Udvalget vil være med til at igangsætte en god udrulning af reformen her i Region Syddanmark. Vi har en vigtig rolle i de lokale dialoger med de syddanske uddannelsesinstitutioner, hvor vi bl.a. skal drøfte en hensigtsmæssig placering af epx, der både tager hensyn til unges mulighed for at uddanne sig i rimelig afstand fra deres bopæl og samtidig sørger for, at uddannelsen bliver fagligt og økonomisk bæredygtig.

Hun fortsætter:

- Jeg ser frem til at lede det rådgivende udvalg og bidrage til dette betydningsfulde udviklingsarbejde, som har potentiale til at styrke uddannelsesområdet og skabe nye muligheder for unge i regionen.

Udvalgets arbejde strækker sig over 2026, hvorefter det automatisk ophører, og arbejdet overdrages til Udvalget for Miljø, Mobilitet og Uddannelse samt regionsrådet. Det rådgivende udvalg har ingen selvstændig beslutningskompetence, men vil fungere som rådgiver for regionsrådet.

Udvalgets medlemmer:

  • Susanne Dyreborg (DD), formand
  • Tage Petersen (V), næstformand
  • Søren Rasmussen (DF)
  • Allan Emiliussen (V)
  • Anja Lund (V)
  • Jan Lagoni (V)
  • Andi Sejersen (S)
  • Anne Fabricius (S)
  • Martin Schmidt Konradsen (EL)

Klik her for at se et billede af Susanne Dyreborg.

APPFWU02V