Mette Bossen Linnet udpeget til formand for udvalg for dansk-tysk samarbejde
På regionsrådsmødet 26. januar blev det besluttet at nedsætte et særligt rådgivende udvalg for det dansk-tyske samarbejde. Samtidig pegede regionsrådet på Mette Bossen Linnet (V) som regionens særlige repræsentant for det dansk-tyske udvalg, og hun bliver dermed også formand for udvalget.
Region Syddanmark samarbejder på tværs af den dansk-tyske grænse. Syddanmark har som grænseregion en særlig mulighed til at videreudvikle og synliggøre de grænseoverskridende potentialer.
Derfor valgte regionsrådet på mødet 26. januar at nedsætte et såkaldt § 17, stk. 4-udvalg, som skal beskæftige sig med det overordnede dansk-tyske samarbejde og rådgive regionsrådet om dette. Udvalget var en del af konstitueringsaftalen efter valget i november (se konstitueringsaftalen her).
Regionsrådet valgte at pege på Mette Bossen Linnet (V) som regionens særlige repræsentant for det dansk-tyske udvalg, og hun bliver dermed også formand for udvalget. De øvrige medlemmer er formanden og næstformanden for Udvalget for Miljø, Mobilitet og Uddannelse, Poul Erik Jensen (S) og Kim Lund (DD), samt regionsrådsformand Bo Libergren (V).
Udvalgsformand Mette Bossen Linnet siger:
- Som tøndring har grænselandet og det grænseoverskridende samarbejde altid været en naturlig del af mit liv, og det er et vigtigt emne for det sønderjyske område. Jeg glæder mig til at tage hul på arbejdet, men er også ydmyg over for opgaven. Meget i det grænseoverskridende samarbejde fungerer heldigvis godt, og meget er blevet bedre bare i min levetid. Samtidig ved jeg godt, at når man arbejder på tværs af landegrænser, kultur, sprog, velfærdssystemer osv., så kræver det stor tålmodighed og vedholdenhed at skabe resultater. For mig er det vigtigt, at vi er bevidste om, hvor vi kommer fra, men samtidig arbejder for, at det dansk-tyske samarbejde også er relevant i nutiden for de nye generationer.
Kulturen er vigtig
Også kulturen er en vigtig del af det dansk-tyske samarbejde, mener Mette Bossen Linnet:
- Den fredelige sameksistens mellem Danmark og Tyskland er bl.a. et resultat af gensidig forståelse og respekt for hinandens kulturer og baggrund. I en usikker verden er det endnu vigtigere, at vi taler sammen og forstår hinanden. Her skaber det mellemfolkelige og kulturelle samvær stor værdi og kan være gode trædesten i mange andre sammenhænge. Derfor synes jeg også, at ideen om at fremme en dansk-tysk kulturfestival er en god ide. Vi har i budget 2026 allerede afsat 500.000 kr. til at undersøge, om der er grundlag for at skabe sådan en festival, og jeg har noteret mig, at der er mange aktører, der har støttet idéen. Jeg glæder mig til sammen med gode samarbejdspartnere at undersøge nærmere, hvordan vi kan komme videre med ideen.
Fokus for det rådgivende udvalg
De områder, som udvalget særligt vil sætte fokus på, er bl.a. regionens strategiske samarbejdsaftale med delstaten Slesvig-Holsten, fremtidige muligheder for at deltage i EU-programmet Interreg Deutschland-Danmark, samarbejdet i Region Sønderjylland-Schleswig og samarbejder med grænselandets organisationer for mindretal.
Udvalgets medlemmer
- Mette Bossen Linnet (V), formand
- Bo Libergren (V)
- Poul Erik Jensen (S)
- Kim Lund (DD)
Udvalget afholder 2-4 møder om året og afrapporterer en gang om året over for regionsrådet.