Region Syddanmark afsætter penge til sundheds- og omsorgspladser
Et enigt regionsråd har netop afsat 250 mio. kroner til at sikre, at der i alle syddanske kommuner er bygninger til at rumme de sundheds- og omsorgspladser, som Region Syddanmark overtager ved årsskiftet.
De 22 syddanske kommuner har i dag en række pladser til akutte og midlertidige ophold for borgere. Pladserne bliver typisk brugt af ældre patienter, og kommunerne har langt overvejende indrettet de midlertidige og akutte pladser på deres plejecentre.
Som følge af sundhedsreformen skal Region Syddanmark overtage hovedparten af de akutte og midlertidige pladser for at drive såkaldte sundheds- og omsorgspladser. Regionen skal etablere i alt 558 sundheds- og omsorgspladser rundt omkring i de 22 syddanske kommuner. De skal stå klar 1. januar 2027.
De syddanske kommuner skal i forbindelse med sundhedsreformen overdrage de bygninger, der i dag overvejende huser de akutte og midlertidige pladser, til Region Syddanmark. Kommunerne huser i dag en stor del af pladserne i lejemål eller kommunalt ejede bygninger. Regionens dialog med kommunerne viser dog, at enkelte kommuner har vanskeligt ved at overdrage velegnede bygninger, for eksempel fordi kommunens midlertidige pladser er integreret i et plejehjem. I andre tilfælde mangler den bygning, der i dag rummer kommunens midlertidige og akutte pladser, plads til nødvendige funktioner, som for eksempel medicinrum.
250 mio. kr. til fysiske rammer
Det er afgørende, at der pr. 1. januar 2027 er tilstrækkelig fysisk kapacitet til at sikre drift af de kommende sundheds- og omsorgspladser. Derfor har et enigt regionsråd på sit møde den 23. februar valgt at afsætte 250 mio. kr. til at sikre, at det allerede i 2026 er muligt at investere i de fysiske rammer for sundheds- og omsorgspladserne.
Med sundhedsreformen er der afsat 894 mio. kr. til investering i sundheds- og omsorgspladser i Region Syddanmark. Dem modtager regionen dog først i perioden 2027-2030. Da betydelige dele af investeringsbehovet er aktuelt, inden reformen træder i kraft, skal de 250 mio. kr. således betragtes som en fremrykning af investeringsmulighederne.
Regionsrådsformand Bo Libergren (V) siger:
– Som det tegner sig, får vi ikke alle de nødvendige bygninger overdraget fra kommunerne. Derfor er vi nødt til at handle nu. Vi bliver nogle steder nødt til at købe bygninger, der egner sig til formålet. I 2027 får vi godt nok penge fra staten til bygningerne, men der er det for sent, og vores vurdering er også, at de penge er for få. Jeg er glad for, at vi i regionsrådet er enige om at gøre noget og komme i gang nu.