Styrket støtte til børn og unge som pårørende
Region Syddanmark investerer i en mere ensartet og systematisk indsats for børn og unge, der er pårørende til alvorligt syge forældre eller søskende. Erfaringer fra en række projekter viser, at tidlig støtte gør en mærkbar forskel for både børnene og deres familier.
Børn og unge, der lever tæt på alvorlig sygdom i familien, skal mødes med bedre og mere sammenhængende støtte. Derfor har regionsrådet den 27. april 2026 besluttet at udmønte midler til en styrket indsats på tværs af Region Syddanmarks sygehuse.
Siden 2021 har børn og unge som pårørende været et politisk fokusområde i Region Syddanmark. I 2023 godkendte regionsrådet de faglige anbefalinger på området, og siden er der gennemført 12 prøvehandlingsprojekter på regionens sygehuse.
Evalueringerne viser, at indsatserne gør en positiv forskel for både børn, unge og deres familier. Familierne oplever, at tilbuddene udfylder et vigtigt behov, mens medarbejdere peger på, at projekterne har skabt større opmærksomhed på målgruppen og styrket mulighederne for at tilbyde relevant støtte.
Regionsrådsformand Bo Libergren (V), Region Syddanmark, siger:
- Når alvorlig sygdom rammer en familie, påvirker det også børnene. Vi ved, at børn og unge som pårørende ofte står med bekymringer og spørgsmål, som kan være svære at håndtere alene. Derfor er det vigtigt, at vi som sundhedsvæsen bliver bedre til at se dem, inddrage dem og tilbyde støtte på tværs af vores sygehuse.
Tre initiativer skal styrke indsatsen
På baggrund af erfaringerne iværksættes nu tre centrale initiativer, der skal sikre en mere systematisk indsats:
- Der ansættes en faglig tovholder på hvert sygehus, som skal understøtte implementeringen af indsatserne og sikre lokal forankring.
- En beslutningshjælper udbredes til brug i dialogen mellem sundhedspersonale og familier. Beslutningshjælperen består af kort, der giver overblik over fordele og ulemper og understøtter en systematisk inddragelse af børn og unge i samtaler om familiens situation.
- Samarbejdet mellem sygehuse og kommuner styrkes for at skabe bedre sammenhæng i støtten til børn og unge med behov for hjælp.
Center for Pårørendeinddragelse (CEPI) vil fortsat understøtte arbejdet gennem faglig sparring, viden og implementeringsstøtte.
Mere end 3 mio. kr. årligt til indsatsen
Region Syddanmark har afsat betydelige midler til området. Med budgetaftalen for 2023 blev der afsat 3,5 mio. kr. årligt til implementering af de faglige anbefalinger, og med budgetaftalen for 2026 er der tilført yderligere 1 mio. kr. årligt.
Målet er, at børn og unge som pårørende mødes med en mere ensartet indsats, uanset hvilket sygehus eller speciale de er i kontakt med.