Placering af ambulancebase vest for Vejle er ikke på plads
På regionsrådsmødet mandag d. 29. september måtte regionsrådet tage punktet om placeringen af en kommende ambulancebase i det vestlige Vejle af dagsordenen.
Der var ellers fundet et egnet sted i et industrikvarter i Bredsten, hvor ambulancebasen kunne have til huse. Falck har desværre meddelt regionens administration, at udlejeren alligevel ikke ønsker at udleje ejendommen til Falck.
Det meddelte Falck i fredags regionens administration.
Formand for Region Syddanmarks præhospitale udvalg Bente Gertz (S) siger:
- Det er vi selvfølgelig ærgerlige over, men vi arbejder nu videre på at finde en anden løsning, så vi sikrer borgerne i Jelling og omegn kortere responstid.
Sagen om placeringen er dermed sendt tilbage til administrationen for yderligere bearbejdning, inden den kommer til politisk behandling igen.