Skip til primært indhold

Region Syddanmark køber nabogrund for at udvide Egely

Regionsrådet godkendte på mødet den 15. december 2025 at købe en nabogrund ved Egely med henblik på at udvide den vestfynske institution. Rådet nikkede også ja til et ideoplæg til, hvordan Egely kan ombygges og udvides.

Egely er en sikret institution i Nørre Aaby på Vestfyn for sårbare og udsatte unge i alderen 12-17 år. Beboerne er unge med komplekse problematikker som for eksempel kriminalitet, udadreagerende adfærd, misbrug og psykiske udfordringer.

Egelys nuværende bygninger er nedslidte og lever ikke op til hverken beboernes behov eller medarbejdernes arbejdsmiljø. Derfor aftalte forligspartierne tilbage i regionens budgetaftale for 2025 at etablere Nyt Egely. Det skal ske gennem en omfattende ombygning og tilbygning af den nuværende institution. 

Nu er planerne ved at blive konkrete, og på regionsrådsmødet den 15. december 2025 godkendte et enigt regionsråd dels at afsætte 7 mio. kr. til køb af nabogrund og til tilslutningsafgifter. Desuden nikkede rådet ja til et idéoplæg til, hvordan den nuværende institution kan om- og udbygges til Nyt Egely. 

Karsten Uno Petersen (S), der er formand for Region Syddanmarks udvalg for byggeri, indkøb og grøn omstilling, siger: 

- Der er større og større søgning til Egely. Samtidig ser vi, at de unge på Egely kommer med mere og mere komplekse udfordringer. Vi har svært ved at give et ordentligt tilbud i de nuværende bygninger. Det gør vi noget ved nu med en omfattende ombygning og udbygning, så vi kan tilbyde de unge ordentlige og tidssvarende rammer, og så vi kan sørge for et ordentligt arbejdsmiljø for vores medarbejdere.

Egely udbygges for omkring 100 mio. 

Ifølge idéoplægget omfatter projektet både en ombygning af de eksisterende afdelinger på Egely og en udvidelse med et nybyggeri på nabogrunden. Som i dag skal Egely have plads til 20 unge. Det nuværende areal udvides fra omkring 3000 m² til omkring 4200 m².

I ideoplægget er Nyt Egely et projekt til omkring 100 mio. kr. og ifølge den nuværende plan kan den udvidede institution tages i brug om fire til fem år. Både prisen og tidsplanen er dog på nuværende tidspunkt behæftet med en del usikkerhed, da projektet stadig er i den tidlige planlægningsfase.

Det forventes, at regionsrådsmødet skal tage stilling til en endelig plan og et endeligt budget for om- og udbygningen af Egely i sommeren 2026.

APPFWU02V