Syddansk hjerneplan sendt i høring
Region Syddanmarks sundhedsudvalg har sendt Danmarks første hjerneplan i høring. Hjerneplanen skal styrke den behandling, syddanske patienter med blandt andet demens, hovedpine og Parkinson bliver tilbudt.
Flere læger og sygeplejersker til regionens demensklinikker, flere terapeuter på sygehusene til at hjælpe patienter bedst muligt videre efter en hjernerystelse - og hurtigere adgang til specialistrådgivning for praktiserende læger om patienter med alvorlig hovedpine. Det er blot tre ud af flere end 30 konkrete forslag i den syddanske hjerneplan, som nu bliver sendt i høring.
Forslagene skal bidrage til at nedbringe ventetiden, forbedre og øge behandlingen for syddanske patienter med neurologiske sygdomme og forbedre samarbejdet med de praktiserende læger og kommuner på det neurologiske område.
Hjerneplanen koncentrerer sig om seks neurologiske sygdomme
Planen koncentrerer sig om indsatsen i forhold til sygdommene demens, rehabilitering efter hjernerystelse, epilepsi, sklerose, hovedpine og Parkinson.
Udgangspunktet for arbejdet med hjerneplanen er patientens behov for at få udredning og behandling uden lang ventetid. Samtidig er målet, at udredningen og behandlingen gives så nær på patientens bopæl som muligt, og at patienten oplever sammenhængende forløb.
Formand for Region Syddanmarks sundhedsudvalg Mette With Hagensen (S) siger:
- Neurologiske sygdomme er den største årsag til tabte år med sygdom og invaliditet. Sidste efterår aftalte vi derfor i regionsrådet i budgetforliget for 2025, at vi ville sætte ekstra fokus på det neurologiske område. Dygtige fagfolk har arbejdet hurtigt, og vi står med nu med et forslag til Danmarks første hjerneplan. Den sender vi nu i høring, og så glæder jeg mig til at se reaktionerne fra de syddanske kommuner, patientforeninger og faglige organisationer.
I høring til udgangen af september
Hjerneplanen er i høring til udgangen af september 2025. Når høringssvarene derefter er behandlet, forventes det, at den endelige hjerneplan kan vedtages på regionsrådets møde i december.