Kom til åbent hus på det nye OUH og i psykiatrien
Region Syddanmark inviterer til åbent hus i Odense søndag 1. september. Her bliver der mulighed for at besøge Teknikbyen på det nye OUH samt psykiatriens nye lokaler, som ligger i forbindelse med det nye OUH. For dem med hang til blå blink vil der være mulighed for at udforske nogle af Ambulance Syds køretøjer.
Den 1. september åbner vi portene til den kæmpestore byggeplads ved det nye OUH og inviterer til åbent hus. Som noget helt unikt er der mulighed for at besøge sygehusets teknikby, hvor nødstrømsanlægget, køleanlægget og det kommende renseanlæg står. Efter åbent hus-arrangementet i år vil det ikke længere være muligt at se disse imponerende funktioner. I psykiatrien kan besøgende denne dag opleve rammerne, som indlagte psykiatriske patienter kommer til at færdes i, og høre om de patientaktiviteter, som kommer til at finde sted i psykiatrisygehuset.
De actioninteresserede kan gå på opdagelse i nogle af Ambulance Syds køretøjer, og der er guidede busture rundt om det samlede byggeri.
Regionsrådspolitikerne byder besøgende på kaffe og kage, og der er mulighed for at få en snak om det syddanske sundhedsvæsen. Dette foregår på infotorvet, hvor der også vil være mulighed for at møde fagfolk med forstand på f.eks. de grønne arealer, flytteprocessen og nogle af de tilstødende faciliteter som for eksempel Ronald McDonald Hus.
Der er begrænsede parkeringspladser ved byggeriet, og det er derfor nødvendigt at tilmelde sig på forhånd, hvis man kommer i bil. Antallet af personer i bilen er underordnet, da der er masser af plads på byggepladsen, men husk fornuftigt fodtøj.
Biler skal tilmeldes på denne side
Det syddanske åbent hus-arrangement er et led i den landsdækkende begivenhed ”Åbent hospital”, som i år tæller åbent hus på 15 sygehusbyggerier, sygehuse og lignende på tværs af landet.
Læs mere om åbent hus arrangementerne på regioner.dk/aabenthospital