Skip til primært indhold

Presseinvitation til rejsegilde på det nye Odense Universitetshospital

Byggeriet af det nye Odense Universitetshospital er nu så langt, at det er tid til at holde rejsegilde. Det sker 20. september 2021, hvor samarbejdspartnere og håndværkere er inviteret, og hvor både sundhedsminister Magnus Heunicke og regionsrådsformand Stephanie Lose deltager.

Murene til det nye Odense Universitetshospital skyder i vejret og er langt de fleste steder oppe i fuld højde. Håndværkerne er ved at montere facader og vinduer, og konturerne af Region Syddanmarks nye store universitetshospital i Odense begynder at tage form.

Derfor inviterer Region Syddanmark nu de cirka 650 håndværkere, der er på byggepladsen, rådgivere og samarbejdspartnere til rejsegilde på det nye sygehus. Pressen er også meget velkommen til at deltage.

Rejsegildet foregår mandag 20. september 2021 kl. 15-17 på byggepladsen ved det nye OUH, Søndre Hospitalsvej 50, 5260 Odense S.

Der vil være taler ved blandt andre sundhedsminister Magnus Heunicke, regionsrådsformand Stephanie Lose og formand for Anlægs- og Innovationsudvalget Karsten Uno Petersen, ligesom der vil være forskellige former for underholdning. Derudover vil sundhedsministeren og regionsrådsformanden sammen med to håndværkere sætte de sidste klodser på en model af det nye sygehus bygget i Lego.

Danmarks største nybyggede sygehus

Sygehuset kommer til at hedde Odense Universitetshospital. Det kommer til at omfatte i alt cirka 256.000 kvadratmeter somatisk sygehus og cirka 28.000 kvadratmeter psykiatrisygehus og bliver dermed Danmarks største nybyggede sygehus.

Det er planen, at Region Syddanmark får nøglerne til det nye sygehus overrakt af entreprenørerne i sensommeren 2023. Derefter kommer en længere periode med klargøring af bygningerne, før de første patienter rykker ind på det nye sygehus.

Yderligere oplysninger

Carsten Bruun

Presserådgiver

Rådgiverteamet - Koncern Kommunikation


20 26 33 92
APPFWU01V