Region Syddanmark styrker testtilbuddet i Vejle og Vollsmose
Som reaktion på stigende smittetal har Region Syddanmark styrket testtilbuddet i Odense-bydelen Vollsmose samt i Vejle. Det styrkede tilbud gælder foreløbig i uge 9, men kan forlænges ved behov.
Når smittetallene går op, skal podepinden følge trop.
Stigende smittetal i såvel Vejle som Odense-bydelen Vollsmose medfører, at Region Syddanmark i tæt samarbejde med kommunerne har styrket testtilbuddet i områderne.
Nye muligheder i Vollsmose
Ud over de testmuligheder, der i forvejen er i Odense, bliver der nu yderligere to testtilbud i Vollsmose.
Der er nu mulighed for hurtigtest ved VA 20, Risingsvej 112, (den gamle Humlehaveskole). Tilbuddet er åbent fra kl. 7.30-16.30. Regionens hurtigtestudbyder Carelink tilbyder nu en ny type hurtigtest, der kun skal 3-4 centimeter op i næsen.
Der er mulighed for PCR-test på Abildgårdskolen. Her er åbningstiden kl. 9.00-18.00.
Alle i området opfordres til at lade sig teste.
Nye muligheder i Vejle
I Vejle kommer der to tilbud om hurtigtest samt et PCR-tilbud.
Vejlenserne kan i uge 9 blive hurtigtestet i Vestbyen, Valdemarsgade 16 og Nørremarken, Finlandsvej 103A. Begge steder kl. 13.00-19.00.
PCR-testen kan man få i Kvartershuset, Løget Høj 2A, kl. 9.00-17.00.
Alle steder uden tidsbestilling.
I første omgang er tilbuddene i både Vejle og Vollsmose gældende i uge 9. Regionen følger udviklingen sammen med kommunerne og kan udvide tilbuddet, hvis det bliver nødvendigt.
Ud over tilbuddene i Vejle og Vollsmose er regionen også fortsat til stede i Kolding med et styrket testtilbud.
Få yderligere information om testmulighederne på regionens side med teststeder eller kommunernes hjemmesider.
Yderligere oplysninger:
Koncerndirektør Kurt Espersen, Region Syddanmark, kan kontaktes via pressevagt Carsten Bruun.
Presserådgiver
Carsten Bruun
Presserådgiver
Rådgiverteamet - Koncern Kommunikation
20 26 33 92 carsten.bruun@rsyd.dk