Skip til primært indhold

Pendlere kan nu blive testet ved grænseovergangen ved Sæd

Pendlere bosat i grænselandet får nu mulighed for at få foretaget en gratis hurtigtest ved grænseovergangen ved Sæd hver mandag formiddag. Det gør det nemmere for pendlerne at opfylde indrejsekravet om en coronatest, der højst er 72 timer gammel.

Region Syddanmark har indgået en aftale med Falck om at foretage gratis hurtigtest ved grænseovergangen ved Sæd hver mandag mellem kl. 7.00 og 12.00 fra mandag 15. marts.

Det giver borgere, der arbejder i Danmark, men er bosat i grænseområdet, mulighed for at blive testet gratis ved grænsen på vej til arbejde i stedet for at betale for at blive testet i Tyskland.

Ifølge de nuværende indrejseregler skal pendlere med bopæl i grænselandet nemlig fremvise en negativ coronatest, der er højst 72 timer gammel, når de krydser grænsen.

Arbejdspladser er udfordret af indrejseregler

I Tønder Kommune er flere af de lokale arbejdspladser udfordret af indrejsereglerne, da medarbejderne er nødt til at få foretaget test i Tyskland for at kunne tage på arbejde i Danmark om mandagen. Kommunen har derfor efterspurgt en testmulighed ved grænsen.

Regionrådsformand Stephanie Lose (V) er glad for, at det har været muligt at reagere hurtigt på forespørgslen fra Tønder Kommune.

- Vi vil selvfølgelig gøre alt for at levere lokale testtilbud til medarbejdere, der arbejder i Danmark. De skal ikke betale for test, som er gratis i Danmark, og vi skal i det hele taget gøre hverdagen så nem for dem som muligt, så de ikke kommer til at lide for meget under de skærpede restriktioner for indrejse her i landet.

Også borgmester Henrik Frandsen (V) i Tønder Kommune glæder sig over det nye tilbud:

- Vi ønsker så vidt muligt at minimere de benspænd, der er for medarbejdere bosat syd for grænsen. Derfor er vi vældig glade for, at regionen har reageret på vores forespørgsel og nu stiller et testtilbud til rådighed.

Hurtigtest kræver dokumentation

For at få foretaget en gratis hurtigtest ved grænseovergangen skal man fremvise dokumentation for, at man arbejder i Danmark. Det gør man ved at fremvise enten en arbejdskontrakt, en lønseddel eller et gult eller rødt sygesikringsbevis. Det sidstnævnte viser, at du er bosat i udlandet, men arbejder og betaler skat i Danmark.

Der findes også et dansk testtilbud i Flensborg på Falcks testcenter i Handewitt.

Yderligere oplysninger

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V), Region Syddanmark.
Borgmester Henrik Frandsen (V), Tønder Kommune, telefon 2124 4089

Regionsrådsformand

Stephanie Lose

Regionrådsformand


25 33 09 82 Stephanie Lose, Venstre
APPFWU01V