Skip til primært indhold

Ny lægelig direktør på Sygehus Lillebælt

Thomas Larsen tiltræder 1. juli 2020 som ny lægelig direktør på Sygehus Lillebælt. Han har flere års ledelseserfaring og kommer fra en stilling som lægelig direktør på Regionshospital Nordjylland.

49-årige Thomas Larsen bliver ny lægelig direktør på Sygehus Lillebælt. Han tiltræder 1. juli 2020 og tager over efter Mads Koch Hansen, som har valgt at stoppe som lægelig direktør 30. juni 2020.

Thomas Larsen er lægeuddannet med speciale i gynækologi og obstetrik og kommer fra en stilling som lægefaglig direktør på Regionshospital Nordjylland. Før det var han ledende overlæge på Gynækologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital. 

Sundhedsfaglig indsigt og erfaring

Regionsdirektør Jane Kraglund glæder sig over at kunne byde Thomas Larsen velkommen som lægelig direktør på Sygehus Lillebælt:

- I Region Syddanmark stræber vi altid efter at gøre det bedste for vores patienter og skabe de bedst mulige patientforløb – baseret på den nyeste viden inden for området. Med Thomas Larsen får vi en direktør med stor sundhedsfaglig indsigt og mange års erfaring inden for sundhedsvæsnet. Thomas Larsen har desuden fingeren på pulsen i forhold til den faglige udvikling, der sker både nationalt og internationalt, og jeg ser ham som den helt rette mand til stillingen.

Der var otte ansøgere til stillingen.

Foto af Thomas Larsen.

Thomas Larsen

Stort engagement og patienten i centrum

Thomas Larsen bliver en del af Sygehus Lillebælts direktion, som består af administrerende sygehusdirektør Christian Sauvr og sygeplejefaglig direktør Helle Adolfsen.

Som lægelig direktør vil Thomas Larsen sammen med den øvrige direktion få ansvaret for at lede og udvikle Sygehus Lillebælt. Han vil derudover få en særlig rolle i forhold til at sikre de bedst mulige patientforløb på tværs af sygehusets mange specialer og matrikler, men også på tværs af sygehus, kommune og praktiserende læge. 

Administrerende sygehusdirektør Christian Sauvr ser frem til samarbejdet med Thomas Larsen:

- Vi får en engageret og innovativ direktør, som er meget optaget af altid at have patienten i centrum. Det stemmer rigtig godt overens med sygehusets vision om at være patienternes sygehus. Et godt samarbejde med kommunerne og de praktiserende læger er alfa og omega, når vi skal skabe gode og sammenhængende forløb for patienterne, og på det område har Thomas Larsen en rigtig god forståelse.

Ydmyghed, nysgerrighed og masser af energi

Thomas Larsen glæder sig til at komme i gang med de nye opgaver, som venter forude:

- Jeg er både glad og stolt over at blive en del af Sygehus Lillebælt og Region Syddanmark. Sygehuset har gennem mange år været et forbillede i moderne patientbehandling og om nogen sat både mening og handlekraft bag vitterligt at sætte patienten først. Netop den høje standard og respekt for vores patienter og den enkeltes valg, der kendetegner den særlige ånd, som lever på Sygehus Lillebælt, har været medvirkende til at jeg søgte stillingen. Det er med både ydmyghed, nysgerrighed og masser af energi, at jeg glæder mig til at blive en del af Sygehus Lillebælt og lære både patienter, men også medarbejdere, at kende.

Privat bor Thomas Larsen i Aarhus med sin kæreste, og de har tilsammen fire sammenbragte børn.

Fakta

Sygehus Lillebælt er Region Syddanmarks næststørste sygehusenhed med et samlet budget på cirka 3,4 mia. kr.

Sygehusenheden beskæftiger cirka 5.000 medarbejdere, som arbejder på enhedens tre sygehuse i Kolding, Vejle og Middelfart.

Sygehus Lillebælt har cirka 60.000 patienter indlagt om året og flere end 500.000 ambulante besøg årligt.

Om Thomas Larsen
Thomas Larsen er uddannet cand.med. fra Aarhus Universitet i 1999 og blev i 2007 speciallæge i gynækologi og obstetrik. Han har desuden en master i offentlig administration fra Aalborg Universitet i 2013.

Thomas Larsen har de seneste år arbejdet som overlæge på Gynækologisk Afdeling på Aalborg Sygehus Nord (2009-2013), ledende overlæge på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital (2013-2019) og lægefaglig direktør på Regionhospital Nordjylland (2019-).

Yderligere oplysninger

Regionsdirektør Jane Kraglund, Region Syddanmark, 

Administrerende sygehusdirektør Christian Sauvr, Sygehus Lillebælt, Region Syddanmark, telefon 24 20 37 40

Ny lægelig direktør Thomas Larsen, telefon 61 15 66 40

Kontaktperson

Jane Kraglund

Regionsdirektør


28 99 32 40
APPFWU01V