Akuthjælper-app skal være mere driftssikker
Den app, som kalder syddanske akuthjælpere ud til for eksempel hjertestop, er ikke fuldstændig driftssikker. Region Syddanmark vil ikke udbrede appen yderligere, før den fungerer uden problemer.
Når Region Syddanmarks AMK vagtcentral sender en ambulance og en læge til et hjertestop, sørger et udkaldssystem på vagtcentralen for, at der i visse områder i regionen automatisk også bliver tilkaldt lokale akuthjælpere.
Det foregår via en app på akuthjælpernes mobiltelefoner. Nu er der konstateret problemer med denne app på visse telefontyper. Akuthjælperne oplever for eksempel, at deres telefon flimrer, og at telefonen slukker, eller skærmen ”låser”, når de modtager et alarmopkald, så alarmoplysningerne ikke kan ses.
Danmark redder liv forsinket
Region Syddanmarks præhospitale udvalg blev på et udvalgsmøde i går orienteret om problemerne med udkaldssystemet og bad administrationen om at arbejde videre med at løse problemet sammen med app-leverandøren First AED. Samtidig var der enighed i udvalget om ikke at gå videre med at udbrede app’en til frivillige i projektet ”Danmark redder liv”, før problemerne er løst.
Formand for regionens præhospitale udvalg Thyge Nielsen (V) siger:
- I udgangspunktet er udkaldssystemet rigtig godt – når det virker. Når appen virker, er akuthjælperne ofte meget hurtigt fremme ved et hjertestop, og det øger muligheden for at redde liv og førlighed. Men vi bliver selvfølgelig nødt til at være 100 procent sikre på, at appen virker hver gang – uanset hvilken smartphone akuthjælperen har. I udvalget er vi enige om, at vi ikke går videre med at installere app’en hos de frivillige i "Danmark redder liv”, før vi har sikkerhed for, at appen er driftsstabil og fungerer som den skal.
23 syddanske akuthjælper-/nødbehandlerordninger
I Region Syddanmark er der i dag omkring 460 akuthjælpere fordelt på 23 akuthjælper-/nødbehandlerordninger. De rykker ud i forbindelse med for eksempel hjertestop i de områder af regionen, hvor ambulancerne er længst tid om at komme frem. I det nuværende set up bliver alle akuthjælpere kaldet via First AED-appen.
Region Syddanmark har tilsluttet sig projektet ”Danmark redder liv”, som giver frivillige førstehjælpere over hele regionen mulighed for at blive koblet op på regionens AMK vagtcentral og blive kaldt ud til hjertestop, samtidig med at vagtcentralen sender en ambulance.
Planen er, at projektet skal øge antallet af akut- og førstehjælpere i regionen fra cirka 460 til omkring 1.600.
Hvervning af frivillige fortsætter
Det var tanken, at ”Danmark redder liv” skulle gå i gang her i efteråret, og at det skulle baseres på First AED-appen.
”Danmark Redder Liv” fortsætter med hvervning og uddannelse af frivillige, men app’en, som frivillige skal installere på deres smartphones, frigives først, når der er opnået 100 procent driftsstabilitet.
- Vi samarbejder med Dansk Folkehjælp om hvervning og uddannelse af frivillige til ”Danmark redder liv”, og vi ved fra dem, at 400 personer har vist interesse for at blive frivillig i ordningen. Vi vil derfor bede alle frivillige om at være tålmodige, indtil vi har teknikken på plads, slutter Thyge Nielsen.
De frivillige, der har meldt sig til ”Danmark redder liv”, vil få direkte besked fra Dansk Folkehjælp.
Yderligere oplysninger:
Udvalgsformand Thyge Nielsen (V), Præhospitaludvalget, Region Syddanmark, mobil 20 31 36 24