Aftale om lægedækning i Ølgod
Nordic Medicare skal ikke længere drive regionsklinikken i Ølgod fra 1. juli. Lægerne i Ølgod Lægehus betjener midlertidigt patienterne i regionsklinikken sammen med tilknyttede lægevikarer.
Region Syddanmark har aftalt med lægerne Lasse Johansson og Lukasz Nowak i Ølgod Lægehus, at de fra 1. juli til 1. oktober passer de patienter, der er tilknyttet regionsklinikken i Ølgod. Der vil blive tilknyttet ekstra lægevikarer til klinikken.
Region Syddanmark har også aftalt med lægerne Lasse Johansson og Lukasz Nowak, at de stiller personale og øvrige faciliteter til rådighed, så patienterne ikke vil opleve den store forandring.
Midlertidig løsning på midlertidigt problem
Siden 1. januar har Nordic Medicare bemandet den midlertidige regionsklinik i Ølgod med to praktiserende læger. Regionsklinikken ligger på samme adresse som Ølgod Lægehus og deler faciliteter med lægehuset.
Region Syddanmark har gennem længere tid forsøgt at finde praktiserende læger, der vil overtage regionsklinikken permanent - men det har ikke været muligt. Derfor sender Region Syddanmark nu klinikken i udbud med opstart pr. 1. oktober 2016.
Regionsklinik overtages af andre til oktober
Aftalen med Nordic Medicare løber frem til 30. juni og skulle forlænges, men for få dage siden meddelte Nordic Medicare, at virksomheden alligevel ikke ønsker at forlænge aftalen med Region Syddanmark.
Det er derfor nødvendigt at finde et alternativ i perioden fra 1. juli til 1. oktober 2016.
Afdelingschef Frank Ingemann Jensen, Praksisafdelingen i Region Syddanmark, siger:
- Vi er rigtig glade for samarbejdet med lægerne Johansson og Nowak, og vi arbejder sammen med lægerne om at finde vikarer og om at skabe en permanent løsning på lægedækningen i Ølgod.
Lægemangel flere steder
Der er generelt problemer med at skaffe læger, som vil overtage praksisser på vestkysten og på øerne i regionen, når der er praktiserende læger, der går på pension.
Når en praksis ikke kan sælges, kan det være nødvendigt for regionen at etablere et lægetilbud til de berørte borgere.
En kamp fra hus til hus
Regionen har iværksat adskillige tiltag, for eksempel rekruttering af udenlandske læger, annoncering, åbent hus-arrangementer, etablering af sundhedshuse, hvor der er et stærkt fagligt fællesskab med andre læger, regionsklinikker og modernisering af gamle praksisser, men trods dette er der alligevel problemer med at skaffe læger nok.
Senest har regionen forsøgt at sælge den nyistandsatte regionsklinik i Ølgod for 1 krone - uden held.
Frank Ingemann Jensen siger:
- Det er en simpelthen en kamp fra hus til hus. Vi lægger fra regionens side meget vægt på, at borgerne kan få almen lægehjælp i nærheden af, hvor de bor. Det går godt i størstedelen af regionen, men der er desværre også områder, hvor det er særdeles vanskeligt.
Indtil videre har regionen fundet en løsning pr. 1. juli 2016 for de patienter i Ølgod, der har været tilknyttet regionsklinikken – og alt tyder på, at der er private virksomheder, som er interesserede i at overtage regionsklinikken 1. oktober.
Yderligere oplysninger
Afdelingschef Frank Ingemann Jensen, Praksisafdelingen, Region Syddanmark, telefon 2920 1381